Det starter i psykiatrien med Line Keller Ottosens ”Afmagtens psykiatriske stemmer – Patienterfaringer fra asyltiden ca. 1852-1920”. Med brug af materiale fra de indlagte selv får vi et intimt indblik i, hvor afmægtig man kan være i mødet med statslige systemer, videnskabens autoritet og samfundets kulturelle forestillinger om, hvad sindslidelse er og betyder. Men vi får også et billede af, hvordan afmagt kan være et sted at tale fra, en anklage der kan rejses, og ikke mindst hvordan man meget sjældent kun er sin afmagt, men også altid har nogle ressourcer, indre og ydre, at arbejde med og tale fra. Der er næppe nogen tvivl om, at sundhedsvæsenet i dag, alle dets kvaliteter og store arbejde til trods, er et af de steder, hvor mange føler afmagt, enten fordi deres krop eller sind svækkes, eller fordi man møder et fremmedartet og stærkt system, der har sine egne faglige måder at tilgå og beskrive, hvad der kan opleves som en meget individuel oplevelse.

I den næste artikel, ”Den amourøse (telefon-)samtale: Afmagtens uundgåelighed overfor medialiteten i Jean Cocteaus La voix humaine” af Ben Dittmann, skifter vi fokus til skønlitteraturen og til forholdet mellem det teknologiske og det intime. Vores møder med hinanden er ofte formidlet og formet gennem diverse medier på en sådan måde, at de næsten bliver usynlige. Men de er ikke uden effekt for, om og hvordan møder finder sted, og derfor er de også vigtige for de afmagtserfaringer, vi gør os. Det har vi i de sidste år talt meget om ift. sociale medier, radikalisering, selvskade, polarisering, ensomhed osv., men det gælder alle medier, også dem, vi har vænnet os til, som her telefonen. Den ”gamle”telefon i Cocteaus skuespil fra 1929 hjælper os til at fremmedgøre teknologien, hvormed vi kan se det, der ellers bare er normalitet, baggrund, rutine. Vores afmagtsoplevelser er ikke kun relationelle, dvs. de er ikke kun afhængige af de menneskelige forhold, vi indgår i. De er også situationelle, dvs. konkrete erfaringer og oplevelser nu og her, og så er de strukturelle. Og ét af de strukturelle vilkår er den teknologiske infrastruktur.

Hvor de to første artikler handlede om psykiatrien og de indlagtes stemmer såvel som teknologien og de intimes relationer, så handler den tredje om det politiske og om kunstnerisk aktivisme. Mikkel Bolt skriver i ”Afmagtens avantgarde. De antikunstneriske avantgarders destitutive gestus” om, hvordan en række forskellige avantgardekunstnere i mellem- og efterkrigstiden søgte at finde et rum for at angribe det bestående uden selv at overtage dets plads. Bolt introducerer det Giorgio Abamben-inspirerede begreb ”destitution” som andre artikler også arbejder med, hvor afvisning, gliden af, er en politisk praksis, der undviger magten. Ikke kun de andres magtudøvelse, men også det tillokkende i at overtage og blive magten selv. De kunstneriske avantgarder bliver her eksperimentarier for en afmagtens politiske praksis, der søger at undgå at kopiere den magt, man opponerer imod.

Det ikke at gøre noget, der ellers forventes, er også temaet i den fjerde artikel, Anton Sylvest Lilleørs ”Retten til ikke at stemme – sofavælgernes historie i dansk politik”. Her handler det om et af den demokratiske borgers mest direkte adgange til at deltage i magtudøvelse, nemlig det at stemme. Særligt handler artiklen om, hvordan sofavælgeren er blevet tematiseret som et problem, et symptom og en løsning. Hvor man normalt vil se manglende stemmetal som et udtryk for afmagt overfor det politiske system og overfor ens egen rolle i det politiske, så viser Lilleør her, at italesættelsen af sofavælgeren, forsøgene på at bestemme og forklare, hvem det er, og hvorfor de handler, som de gør, dels skal forstås som del af en større samfundsdiskurs men også som måder at forstå agens på, der, jf. artiklen ovenfor, ikke kun skal ses som aktiv handling, men også som fravalget af handling. Og dermed bliver artiklen både en illustration af, hvordan man til tider har set sofavælgeren som afmægtig, men også hvordan det valg kan ses som netop et bevidst valg.

Mathias Rølles artikel ”Magtens afmagt, afmagtens magt” starter dramatisk med selvafbrændning, tilsyneladende det ultimative udtryk for afmagt. Det er dette ”tilsyneladende” som Rølle med udgangspunkt i Aristoteles, Giorgio Agamben og Martin Heidegger undersøger. Det er tilsyneladende, fordi magten, trods alle dens anstrengelser for at fremstå sådan, ikke er almægtig, ligesom den enkelte, som vist ved den dramatiske handling at sætte ild til sig selv, aldrig er helt afmægtig. De er ikke hinandens væsensforskellige modpoler, men er snarere at forstå som et samspil, måske endda et skuespil, der kun virker (til magtens fordel), så længe begge parter spiller deres tildelte rolle. Men dramatisk såvel som mere hverdagsligt er der masser af handlinger, brud, interventioner, protester, der viser, at magten ikke er usårlig og urørlig, og at de tilsyneladende magtesløse ikke er afmægtige.

Forholdet mellem magten og dens modstandere er også temaet hos Alberte Bové Rud og Erik Sporon Fiedler i deres ”Familieliv eller arbejdsliv? Fra historiens store nej til individets stille nej”. De iscenesætter en samtale mellem den socialdemokratiske minister Kaare Dybvad Bek og forfatteren til det samtidskritiske Ærø manifestet, Mai My Humaidan. Arbejdslivet er en af det moderne livs primære kilder til såvel mægtiggørelse, karriere, egne penge, anerkendelse osv. og til afmægtighed, arbejdspres, arbejdsløshed, svigtede ambitioner osv. Her får vi den dobbelte historie om at vende afmægtighed til mægtiggørelse. På den ene side har vi en frustreret minister, der afmægtigt ser, hvad han mener er en arbejdsmoral og dermed finansiering af velfærdsstaten, smuldre, og som mobiliserer en forstærket gentagelse af et klassisk arbejder- og arbejdsideal. På den anden side har vi en aktivist af en slags, der ser arbejdslivet som det, der afmægtiggør os, og som ser vejen ud via en afvisning af ministerens arbejdsetos. På den måde får vi også her et aktuelt billede på, hvordan afmagt politiseres til forskellige formål. 

Temanummerets sidste artikel er Mikkel Nørregaard Jørgensen, ”Afmægtige former: Kriseperspektiver i Lone Aburas’ Den sorte bog og Momtaza Mehris Bad Diaspora Poems”. En klassisk kilde til afmagtserfaringer er, når idéen om det suveræne individ møder verden – eller sit egentlige, mere fejlbarlige selv, dvs. når et selvbillede og ideal som almægtig møder en virkelighed, der ser anderledes ud. Jørgensen analyserer to poetiske udveje, der tager menneskets fejlbarlighed, herunder ikke mindst ens egen såvel som sprogets, som en måde ikke at undfly afmagtsoplevelsen men anerkende den som del af det menneskelige. 

Temanummeret kan bestilles på www.slagmark.dk eller på https://unipress.dk/find/?q=slagmark