Jette Kofoed

Unge, intimitet og digitale medier

­

Mit navn er Jette Kofoed. Jeg er lektor i afdelingen for Uddannelsesvidenskab ved Aarhus Universitet. Her forsker jeg i inklusion-eksklusionsprocesser blandt børn og unge i uddannelsessammenhænge. Jeg har fulgt børn og unge fra før de havde mobiltelefoner i hænderne. Først flyttede nogle til Arto – det første social networking site kun for unge. Siden har jeg fulgt unges liv med teknologier hen over Facebook og videre til Instagram og Snapchat. Det vil også sige hen over de år, hvor det først var Nokia-telefoner, der skabte forbindelser og siden til smartphones og billeddeling, da det blev de teknologier og måder, der skabtes forbindelser på. Jeg har beskæftiget mig med billeddeling og nye intimitetsformer, og med de mere ekstreme eksklusioner af klassefællesskaber: digital mobning og digitale seksuelle krænkelser. I alt dette er jeg optaget af, hvordan digitale medier med/former børn og unges liv med hinanden (også i pædagogisk tilrettelagte sammenhænge). Intimitet, flirt, seksualitet, lyst, afvisning, bekymring for krops-størrelser og -former. Alt det fylder meget i de felter, jeg studerer.

Teoretisk er jeg interesseret i digitale medier, affekt, feministiske performative traditioner, ligesom en grundlæggende optagethed af sociale kategorier som køn, etnicitet, race, nationalitet, seksualitet orienterer hvad jeg laver. Den opmærksomhed stammer fra minoritetsforskningen, som er det fag, der fortsat guider mine interesser. Desuden er etik et forskningsfelt, der sammen med forskningsintegritet og ansvarlig  forskningspraksis fylder meget i såvel forskning som undervisning.

Kreative metodologier og en fascination af, hvad man kunne kalde, det ’småtte’ i empirisk materiale, er en anden tråd igennem det, jeg laver. Det kunne fx være platformgenererede notifikationer som læst og set notifikationer. Disse notifikationer er små (et timestamp på Messenger, en læst identifikation på WhatsApp, der skifter farve), de er tilsyneladende ubetydelige, men de har social, relationel og affektiv betydning i fx fænomener som ’ghosting’ eller ’left on read’.

Præsentation af projekt: Unge, intimitet og digitale medier

I dette projekt følger jeg tilblivelsen af en ny seksualundervisningsudstilling på Museum KØN. Udstillingen hedder ”SOMA. Sex og meget mere”. Det er egentlig ikke, fordi jeg har været specielt optaget af seksualundervisning. Jeg har, som nævnt, været optaget af børn og unges liv med teknologier i hænderne, især når fælles liv også skaber eksklusioner. At jeg i dette projekt følger tilblivelsen af netop en seksualundervisningsudstilling, handler om muligheden for at forstå afmagt, som det formes i unges liv med intimitet, krop, samtykke og også med teknologier i hænderne. Samarbejdet med Museum KØN var indlysende og en førsteprioritet, da vi gik i gang med, hvordan der kunne samskabes i mit projekt i Afmagt. Forberedelsen af udstillingen har involveret samtaler og workshops med udvalgte unge om deres erfaringer med seksualundervisning og ikke mindst mere spekulative workshops, der har involveret ’hvad nu hvis’ scenarier. Disse kreative metodologier har vi (Museum KØN og jeg) arbejde sammen om. Her trækker vi især på EJ Renold’s arbejde med kreative metodologier, samskabelse med unge, og deres perspektiver på koblingen kreative metodologier og ’relationship and sex education’.

Hvordan forestiller du dig, at afmagt kommer til udtryk i projektet?

Jeg har billeder af, hvordan afmagt kunne komme til udtryk, når fokus er unge, digitale medier og intimitet. De billeder er formet af studier af digitale seksuelle krænkelser, udstødelser, brug af sociale medier til raffineret udstødelser, billeddeling, deling af uønskede såkaldte dickpics, ’left on read’ praksisser etc. Studier so far tilsiger, at der er afmagt i alt dette, også selvom det er et begreb eller specifikt fænomen jeg ikke tidligere har været optaget af. Når det er sagt, så er jeg ikke optaget af at få bekræftet det, jeg tror, jeg allerede ved. De kreative metodologier vi har arbejdet med, giver mulighed for at udfordre hvad der tages for givet, og tillader mig på andre måder at afsøge, hvad der kunne være på spil. I dette projekt er der mulighed for at afsøge unges liv med sex, samtykke og meget andet både med fokus på afmagt, men også gennem flere blikke end det afmægtige.

Hvem skal du samarbejde med i dit projekt?

Dette projekt følger som sagt Museum KØNs arbejde med at forberede en ny seksualundervisningsudstilling. KØN har siden 2017 afholdt seksualundervisning og er med en bevilling fra Nordea-fonden i færd med at opbygge den nævnte udstilling: SOMA.

Hvornår starter dit projekt?

Projektet startede op med alt det forberedende arbejde i efteråret 2025.