Niels Brimnes & Thea Bladt

Kolonisering, historieskrivning og afmagt

­

Jeg hedder Thea Bladt og er ph.d.-stipendiat i historie på Aarhus Universitet og var i foråret 2025 gæsteforsker på Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet. Jeg forsker i erindring af kolonihistorie i Danmark og Holland fra 1990 til i dag – et projekt der er udsprunget fra mit tidligere forskningsarbejde på NIOD Institute for War, Holocaust and Genocide Studies i Amsterdam og mit samarbejde med Columbia University og Howard University’s Trans-Atlantic Racial Redress Network.

­

Jeg hedder Niels Brimnes og er professor i historie på Aarhus Universitet, hvor jeg blandt andet forsker i dansk kolonihistorie. Det startede i Indien, men jeg har også skrevet om kolonierne i Caribien, og nu også Grønland. Jeg var en af redaktørerne af fembindsværket Danmark og Kolonierne, der udkom i 2017 og jeg skrev i 2022 bogen Slaveejerens død, om H. C. Schimmelmann og hans forretningsmæssige engagement i danske kolonier og dansk kolonihandel.

­

Hvad handler jeres projekt om, og hvordan hænger det sammen med afmagt?

Vores projekt undersøger oplevelsen af afmagt hos grønlændere i Danmark i forhold til den historie, der er blevet skrevet og fortalt om den dansk-grønlandske kolonirelation. I forlængelse heraf vil vi facilitere fremskrivning af alternative narrativer, hvor folk med grønlandsk baggrund kommer til orde og deler deres egne perspektiver på historien.

Afmagt kan antage mange former, og kendes typisk som politisk, økonomisk eller social afmagt. Vi fokuserer imidlertid på det, man kunne kalde ’narrativ’ afmagt: oplevelsen af, at man ikke har eller har haft magten til at skrive sin egen historie og definere sin egen identitet. Det er en klassisk postkolonial problemstilling: Den tidligere kolonisator fastholder magten til at skrive og definere – eller ignorere – kolonihistorien.

Vi vil undersøge i hvilket omfang, på hvilken måde og hvornår denne problemstilling har gjort sig gældende for relationen mellem Danmark og Grønland. Vores centrale spørgsmål lyder: Hvordan har danskere fremstillet Grønlands historie og hvilken udvikling har der været de seneste årtier? Hvorledes har folk med grønlandsk baggrund i Danmark oplevet dominerende danske narrativer om forholdet mellem Danmark og Grønland. Er afmagt en passende betegnelse for den oplevelse? Og i på hvilken måde ønsker grønlandske aktører at udfordre og fremskrive alternativer til dominerende, danske narrativer?

 

Hvem vil I samarbejde med?

Vi samarbejder med Det Grønlandske Hus i henholdsvis Aarhus og København og planlægger workshops i foråret 2026, hvor folk med grønlandsk baggrund bosat i Danmark inviteres til at reflektere over egne oplevelser med at få fortalt en historie om den grønlandsk-danske relation og komme med bud på alternativer til dominerende narrativer om forholdet mellem de to lande og deres fælles historie.

­

Hvornår starter jeres projekt?

Projektet gennemføres i foråret 2026, og det er vores håb at have en bog (på både dansk og Kalaallisut) klar i slutningen af 2026. Samtidig oprettes en hjemmesidefane under Det Grønlandske Hus Aarhus med synspunkter og refleksioner fra forårets workshops.