Mit navn er Mikkel Thorup og jeg er professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Jeg specialiserer mig i de politiske og økonomiske idéers historie og er i stigende grad optaget af at undersøge de idéer, vi aktuelt har om nutiden og fremtiden, dvs. de måder vi diagnosticerer og navngiver vores egen samtid såvel som de forhåbninger og frygtscenarier, vi betragter fremtiden med. Ét af mine igangværende projekter handler om de demokratiske idéers historie, hvor jeg til efteråret udgiver bogen Ustyrligt demokrati, der er en undersøgelse af demokratiets åbenhed, og så arbejder jeg på en Carlsberg-finansieret monografi om demokratiets selvforsvarsevne, som jeg indtil videre kalder for Bullet Proof Democracy.
Af relevans for dette projekt har jeg bl.a. udgivet bøgerne Kønnets idéhistorie (2020). Kampen om identitetspolitik (2022), Alle mænd (2023) samt senest Feminismens klassikere – læst af mænd (2025).
Præsentation af projekt: Unge mænd – et spørgsmål om afmagt?
Mit projekt handler om en gruppe, man nok ikke normalt forbinder med afmagt, nemlig unge mænd. Undersøgelsen er drevet af et alment og et aktuelt grundspørgsmål: det almene spørgsmål handler om de afmagtsdimensioner, der kan være i et ungt mandeliv: normer og idealer, der er svære at leve op til, gruppepres, normer om at være ’en rigtig mand’, jagten på sex og kærlighed, skole- og arbejdsforventninger etc. Det er afmagtsformer, der for mange måske kan siges at høre med til at vokse op som mand og dreng. Men så er der også den mere aktuelle dimension, der handler om at være ung mand i Danmark og i dag og spørgsmålet om, hvorvidt der er nye afmagtserfaringer forbundet med det. Det kunne være nye forventninger til at være mand og far, samtykkeregler og nye adfærdsnormer, øgede krav fra kvinder, arbejdspladser og kulturen om at give udtryk for sine følelser, og det kan være oplevelsen af at tabe og at være udskældt som mand, at have svært ved at finde sig til rette i skolen, på arbejdsmarkedet eller med en partner. De nye manderoller og -idealer er en gevinst for nogle og et tab for andre, og projektet her skal bl.a. se på, hvordan disse sociale og kulturelle forandringer påvirker mænd, hvordan de fortolkes i køns- og afmagtstermer. Tesen er ikke at manden af i dag er afmægtig, men det er målet at undersøge de afmagtsformer, der hører et almindeligt mandeliv til samt de nye former, som nogle mænd oplever i dag.
Hvem skal du samarbejde med i dit projekt?
Jeg skal samarbejde med NGOen DareGender, der arbejder for at styrke mænds vilkår og selvforståelse bl.a. via mandegrupper. Vi skal helt konkret i samtale med unge mænd på Roskilde Festivalen om samtykke, selvværd, kropsidealer og meget andet. Jeg er også i dialog med en række mandlige forfattere, kunstnere og akademikere og håber at stable en ’mandedag’ på benene, en éndags kultur- og vidensfestival for og om mænd. Jeg skal indsamle empiri i efteråret 2025.