­

Jeg hedder Rasmus Dyring og er  lektor i filosofi. Jeg arbejder  forskningsmæssigt på demensområdet, og det er også det jeg kommer til at arbejde med i projektet. Jeg er desuden faglig koordinator på masteruddannelsen i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling. Jeg er undervisningsansvarlig på diverse humanistiske områder på tandlægeskolen, og så underviser jeg også på antropologi i videnskabsteori.

Hvad handler dit projekt om?

Mit projekt, "Livet med demens – et spørgsmål om afmagt?", undersøger hvordan afmagt i livet med demens ikke alene opstår som følge af sygdommen, men i høj grad produceres gennem sociale, institutionelle og samfundsmæssige reaktioner på sygdommen. Projektet viser, hvordan mennesker med demens og deres pårørende mødes af normer, forestillinger og praksisser, der kan virke ekskluderende og stigmatiserende. Afmagtsoplevelserne vil i sådanne tilfælde ikke følge som en virkning af sygdommen i en biomedicinsk forstand, men opstå i kraft af alle mulige komplekse sociale reaktioner på diagnosen. Og de reaktioner kan ydermere selv være hængt op på nogle overordnede samfundsmæssige fortællinger om, hvad det vil sige at have en demenssygdom.

Mit projekt vil således i mindre grad handle om at afdække, hvordan selve sygdommen skaber afmagt, og i højere grad afdække, hvordan alle mulige forskellige sociale dynamikker omkring sygdommen skaber afmagt.

Hvordan forestiller du dig, at afmagt kommer til udtryk i projektet?

Afmagtsoplevelserne kommer til udtryk på flere niveauer og i forskellige former. For eksempel oplever mange mennesker med demens, at de mister adgang til sociale netværk, arbejdsfællesskaber og hverdagslige aktiviteter, fordi de ikke længere anses som "kvalificerede" – en vurdering, der ofte bygger på kulturelle forestillinger om demens som en tilstand, hvor man gradvist mister sig selv og sine evner. Disse forestillinger er ikke ukorrekte, men de bliver problematiske, når de forstærkes af samfundsmæssige diskurser, som bidrager til stigmatisering og eksklusion af personer, der lever med en demenssygdom i meget tidlige stadier.

Afmagt viser sig også i den institutionelle omsorg, hvor omsorgspersonale kan opleve begrænsninger i deres arbejde – fx når regler og fysiske rammer forhindrer dem i at skabe hjemlige og inspirerende miljøer for beboerne. I grelle tilfælde kan sådanne afmagtsoplevelser føre til moralsk stress og opsigelser, hvilket igen påvirker kvaliteten af omsorgen og rekrutteringen til området.

Endelig undersøger projektet, hvordan interesseorganisationer forsøger at imødekomme og artikulere afmagtserfaringer – både som støtte til mennesker med demens og pårørende, og som aktører i den offentlige debat. Her opstår nye spørgsmål om, hvordan magt og repræsentation fungerer, og hvordan organisationer selv indgår i de strukturer, der former livet med demens.

Hvem er dine samarbejdspartnere i projektet?

Konkret er det mennesker der selv lever med demens, Alzheimer foreningen, Horsens Kommunes demensområdet og en række pårørendegrupper, som jeg har kontakt til.  Jeg startede projektet i foråret 2025 og har stadig workshops og feltarbejde at udføre i løbet af året. Jeg holder bla. oplæg ved ”Huskedagen” i Horsens d. 19 september 2025.