Jeg hedder Bertel Nygaard er professor i historie ved Aarhus Universitet. Min forskning fokuserer bl.a. på samspil mellem håb, praksisser og erfaringer i moderne vestlige samfund gennem de seneste cirka 250 år – ikke mindst som de er kommet til udtryk i og omkring musik. Jeg leder lige nu forskningsprojektet Musico-emotional Styles in Aarhus During the Long 1970s.
Præsentation af projekt: Byens punk – et spørgsmål om afmagt?
Hvad handler dit projekt om, og hvordan hænger det sammen med afmagt?
Mit projekt tager udgangspunkt i samspillet mellem musik og samfundsforandring i 1970’ernes Århus. Her fokuserer jeg bl.a. på de århusianske tilegnelser af den internationale punkkultur omkring 1980 og de tidligere forsøg på at opbygge en lokal rockmusikscene og en samfundsrelevant kvindemusik. Ikke fordi de små Århushistorie i sig selv er vigtigere end så mange andre, men fordi jeg tror, de kan fungere som en indgang til en forståelse af afmagt som en almenmenneskelig, men også altid konkret og relativt særegen erfaring.
Punkkulturen var f.eks. et markant udtryk for opposition blandt unge i datidens vestlige storbyer, men meget af dens stil og sprog kan stadig vække genklang som oppositionsudtryk i dag. Punkernes måder at sige nej til omverdenens forventninger på kan forstås en aktiv tilegnelse af afmagten som position – altså groft sagt: den modvillige erkendelse af, at man ikke har de muligheder, som man burde have. Dermed satte punkerne specifikke ord, billeder og musik til afmagten som almenmenneskelig erfaring, og samtidig blev de et markant udtryk for både velfærdsstatens afmagt, industribyernes forfald og krisefornemmelser i 1970’ernes venstreorienterede modkultur.
Hvem vil du samarbejde med?
Jeg vil samarbejde med Den Gamle By om en række offentlige arrangementer og/eller podcasts, der inddrager deltagere fra 1970’ernes musikmiljøer. Her vil jeg inddrage materialer fra datiden, f.eks. koncertplakater, aviser, fotos, lydoptagelse eller lignende, for at anspore erindringer og reflektere over skiftende følelser, fornemmelser, forventninger og erfaringer. Så reelt skal projektet skabes sammen med nogle af dem, der var med dengang.
Hvornår starter dit projekt?
Hovedparten af projektet gennemføres i efteråret 2025, og derefter skal jeg i løbet af efteråret skrive den bog, som bliver mit hovedbidrag til det fælles projekt Afmagt.