Projektet Afmagt.dk vil forene humanistiske forskere, interesseorganisationer og politiske beslutningstagere i en fælles undersøgelse af den oplevede afmagt i Danmark. I overensstemmelse med VELUX FONDENS 2030-strategi vil projektet kvalificere den demokratiske samtale om og med de grupper, der oplever at være ramt af afmagt og skabe mere bæredygtige forandringer i fremtiden - for dem og for samfundet som helhed.
En hurtig overflyvning af Danmark anno 2024 synes at indikere, at følelsen af afmagt spreder sig på alle niveauer og blandt forskellige grupperinger og samfundslag – og det i en sådan grad, at det tenderer en regulær krise for demokratiet og det tillidsbaserede velfærdssamfund. Det er denne problemstilling, dette projekt vil stille skarpt på.
Projektet er inspireret af ”Magtudredningen 2.0” (nedsat af Folketinget til perioden 2023-2028) og dens tematisering af magtens former og udøvelse i Danmark. Som supplement til Magtudredningens fokus på det politisk-institutionelle system, vil dette projekt udvide fokus med mere humanistiske og kulturelle perspektiver ved at studere, diskutere, teoretisere og afhjælpe oplevelser af afmagt, som de kommer til udtryk i forskellige former, manifestationer og dynamikker på tværs af segmenter og sfærer i det danske samfund.
Projektet forankres på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, men inddrager forskere fra hele Faculty of Arts. Det understøtter målet om at skabe et 'humanistisk laboratorium', hvor forskerne kan inspirere hinanden på tværs af fagområder. De deltagende forskere er udvalgt for at sikre, at projektet som helhed belyser afmagtens topografi gennem tre hovedtemaer: "Krop & eksistens", "Socialitet & relationer" og "Politik & historie".
Projektet vil løbende åbne sig mod offentligheden gennem en bred vifte af formidlings- og debatarrangementer samt en bogserie på 15 bind, der udkommer fra 2026. Ambitionen er at gøre viden tilgængelig for et bredt publikum og sætte afmagt på dagsordenen i den danske offentlighed.