Mikkel Rytter

På midlertidigt ophold – et spørgsmål om afmagt?

­

Jeg hedder Mikkel Rytter og er professor på antropologi, Aarhus Universitet. Jeg har de sidste tyve år arbejdet med migrationsforskning i bred forstand og har blandt andet interesseret mig for familierelationer, ægteskaber og familiesammenføring, generationsspørgsmål og alderdom. De senere år har jeg primært arbejdet med projekter, der i samarbejde med en række civilsamfundsaktører og kommuner udforsker og søger at forbedre forhold omkring modtagelsen af kvoteflygtninge i lokalsamfund over hele landet Reorienting Integration

Hvad handler dit projekt om og hvem kommer du til at samarbejde med? 

I mit afmagtsprojekt skal jeg arbejde med “midlertidighed”. Mennesker på flugt fra krig og konflikt kan få midlertidig beskyttelse, når de kommer til Danmark. Siden det såkaldte flygtningepolitiske paradigmeskifte, indført i 2015/2019, har de imidlertid hvert andet år skulle genansøge om at få lov at blive her i landet. Vurderes det at være blevet tilstrækkeligt sikkert i deres første hjemland, forventes de at vende hjem. Dette har vi bl.a. set effektueret for somaliere og syrere, ligesom det blev genaktualiseret da Bashar al-Assads regime i Damaskus faldt i december 2024. Diverse mediehistorier, rapporter og forskningsartikler har dog gennem årene dokumenteret, hvor hårdt det er menneskeligt altid at være usikker på sin egen og sin families fremtid.

Jeg skal i mit delprojekt arbejde sammen med organisationen DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom. DFUNK har i en årrække kørt forløbet “Udtaler” , hvor unge med flugterfaringer selv kommer til orde og fx gennem taler, film og podcast fortæller om deres liv og situation. I dette projekt vil vi samle en gruppe på ca. ti unge og lade dem skrive digte og andre tekster om deres midlertidige liv og aktuelle vilkår.

Hvordan forestiller du dig at afmagt kommer til udtryk i projektet?

Afmagten vil nok komme til udtryk på flere måder. Dels i de fortløbende juridiske og følelsesmæssige loops, hvor de unge aldrig rigtigt kan komme videre med deres liv og tilværelse. Asylcenterets usikkerhed er på mange måder blevet et grundvilkår også for anerkendte flygtninge i Danmark. Dels i de unges gentagende møde med et svært genneskueligt juridisk-bureaukratisk system, hvor de, som en anden Josef K., må se sig selv og deres sag behandlet uden måske at opleve, at deres indsigelser og bekymringer bliver set eller hørt.

En del forskningsartikler, videnskabelige rapporter og bøger har efterhånden diskuteret “Paradigmeskiftets konsekvenser”, men det sker ofte i et nøgternt fagsprog og juridiske termer. Dette projekt starter ud et andet sted. Jeg vil forsøge at indfange oplevelser af afmagt relateret til midlertidighed blandt unge med flugterfaringer. Det sker ved at lade dem skrive digte og andre tekster om deres liv og erfaringer. Ambitionen er således både, at lade de unge selv komme til orde og at udforske hvorvidt man med kreative metoder kan frembringe en anden og dybere forståelse af, hvad det indebærer at leve et liv på midlertidigt ophold.

De unges egne digte og tekster suppleres med mere traditionelle interviews med skribenterne selv, samt med diverse aktører i form af forskere, kunstnere og aktivister, der arbejder inden for feltet.

Hvornår starter dit projekt?

Projektet opstartes i foråret 2025. Vi har planlagt fire skrivedage med to forfattere som undervisere. Mellem de fælles skriveworkshops vil de unge modtage feedback. Vores fælles ambition er at skabe en samling af digte og tekster, som kan præsenteres ved forskellige oplæsningsarrangementer hen over sommeren og efteråret 2025. Vi håber fx at kunne afholde en event på Folkemødet i Allinge i juni, hvor jeg vil fortælle om afmagtsprojektet og potentialerne ved kreative metoder i humanistisk migrationsforskning, hvorefter de unge læser op af deres egne tekster. Målet er at starte en bredere offentlig samtale om paradigmeskiftets konsekvenser.

Endvidere skal jeg jo skrive bidrag til afmagtsprojektets bogserie, hvor de unges perspektiver helt sikkert vil få plads – men hvordan og i hvilken form, det må tiden vise.