Henrik Reintoft

Døden som grundvilkår – et spørgsmål om afmagt?

­

Mit navn er Henrik Reintoft Christensen, og jeg er ansat på afdeling for religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Jeg har blandt andet beskæftiget mig med vores begravelses- og mindepraksisser i en folkekirkelig ramme. De fleste har et ønske om at dø hjemme, men det ikke stemmer helt overens med virkeligheden, hvor de fleste dør et andet sted, fx på sygehus eller hospice. Derudover har vi i Danmark en model hvor håndteringen af de døde, for langt de flestes vedkommende, er uddelegeret til trossamfundene, hvilket er anderledes end i en række andre vestlige lande vi normalt sammenligner os med. Det har gjort mig interesseret i en mere grundlæggende diskussion om vores syn på og forhold til døden i et sekulariseret samfund, hvor religionen ikke længere er den naturlig forklaringsramme for del fleste. Jeg er optaget af den måde vi omgås døden, taler om den og forsøger at forstå den når vi møder den.

Præsentation af projekt: Døden som grundvilkår – et spørgsmål om afmagt?

I projektet undersøger jeg, hvordan vi i dag oplever og forholder os til døden. Velfærdsstatens udvikling har gjort døden usynlig i hverdagen: den finder oftest sted på institutioner, og for mange er den blevet tabuiseret. Dermed mister vi også noget af den naturlighed, der ligger i, at døden er et fælles menneskeligt vilkår. Projektet søger at afdække, hvordan denne forskydning påvirker vores forståelse af døden – og hvilken form for afmagt den kan skabe.

Hvordan forestiller du dig, at afmagt kommer til udtryk i projektet?

Projektets tilgang til afmagt adskiller sig fra en række af de andre projekter og supplerer dermed det overordnede afmagtsprojekt. For det første kan der ikke identificeres en særlig gruppe der rammes af afmagt. I princippet er vi alle potentielt afmægtige over for døden. For det andet er der ikke tale om en afmagtsproblematik der kan findes en løsning på. Det er vanskeligt at mobilisere nogen form for handlekraft i mødet med den afmagt døden bringer. Der er ikke tale om et socialt, politisk eller strukturelt problem som man i fællesskab med andre berørte kan adressere og forsøge at ændre. Alligevel er min pointe, at denne form for afmagt ikke nødvendigvis er lammende. Den kan også være et udgangspunkt for refleksion, samtale og nye måder at forstå vores liv på.

Hvem skal du samarbejde med i dit projekt?

Projektet gennemføres i samarbejde med Landsforeningen Liv og Død, som arbejder for, at vi alle får et mere reflekteret forhold til døden. Landsforeningen afholder en række arrangementer, der giver mulighed for at lære, hvordan man kan have gode samtaler om døden. Det sker gennem udstillinger, aktiviteter på uddannelsessteder og generelt oplysningsarbejde til befolkningen. Sammen med Landsforeningen og performance- og installationskunstneren Stine Marie Jacobsen afholder vi en række workshops om døden. I løbet af efteråret 2025 vil vi desuden invitere brugerne af DOKK1 i Aarhus til at dele deres erfaringer og refleksioner i et interaktivt kunstværk. Derudover vil vi i samarbejde med Læseforeningen arrangere fælleslæsninger af litteratur, der tematiserer døden.