Tænk hvis afmagt også er en kraft?

Så er vi også i afmagtsprojektets tredje og sidste forfattergruppe gået i gang for alvor. Vi har netop været på skriveophold på Rørvig Centret i Vestsjælland. Under opholdet har vi præsenteret og diskuteret vores bogprojekter med hinanden og er begyndt arbejdet med at tænke form, struktur og indhold i vores bøger. I denne sidste forfattergruppe beskæftiger vi os med delprojekterne om døden, forældreskab, gymnasielæreres diversitetsarbejde, unge og intimitet samt forholdet mellem landbrugsprotester og myndigheder. 

Udover at arbejde med vores respektive projekter har vi diskuteret afmagt som begreb og fænomen, især de ligheder og forskelle, som vi ser på tværs af projekterne.   

Fælles for projekterne er en forståelse af afmagt som en usikkerhed forbundet med risikoen for at miste sig selv og sin handlekraft – ved at være i andres, eller noget andets, vold. Det kunne være deltagelsen i en relation, der er så åben, at det ikke er givet, hvor den ender. Den åbenhed kan foregribe og forme relationens fremtid, hvad enten det drejer sig om intime relationer, der leves, imens omsiggribende overgrebs-historier rulles ud; de indviklede relationer, der opstår i forældreskabet, når ens barn har det svært; i gymnasielæreres forhandlinger af autoritet, diversitet og læring; eller mellem embedsmænd og borgere i mødet med systemiske krav og aktivistiske protestformer. Døden står som den ultimative uvished, der kan afføde afmagt. Samtidig får vi øje på en række forskelle i de afmagtserfaringer vi møder. I nogle af projekterne er afmagt et energifyldt fænomen, der ansporer mennesker til handling, mens afmagt for andre ser ud til at være energidrænende og næsten lammende. For nogle peger afmagt frem mod nye forståelser, handlestrategier og forbindelser, for andre fremmedgør og distancerer den. Det ser ud til at afmagt stikker af i mange retninger.

Er afmagt en urkraft? 

En eftermiddag under skriveopholdet satte vi os for at lege med begreberne og undersøge, om vi derved kunne fremkalde noget nyt omkring afmagt. Inspireret af den protreptiske samtalemetode undersøgte vi afmagtens mulige form, stemme og udtryk. Vi indkredsede det, man kunne kalde, afmagtens negative aspekter, som ofte er midlertidige og situerede. Det drænende, det lammende. Men vi spurgte også os selv, om afmagt måske er en integreret del af handling. En kilde til og samtidigt en antitese til handling og livskraft? En kilde midt i lammelsen? Er afmagt måske også at forstå som en urkraft på linje med handlekraft, forstået på den måde at aktivitet og passivitet er hinandens forudsætninger? Er døden f.eks. en så stor kraft, at de levende (den der er ved at dø, dem der står ved siden af, de overlevende) må møde den ikke kun med afmagt, men måske med modmagt eller kreativitet? Er intimitet drevet ikke kun af lyst, men også af afmagt? Er forældres smerte ved, at børn mistrives også et nødvendigt resultat af barnets manifestation som særskilt liv? Må gymnasielærere finde ro i afmagten for at kunne skabe rum for de svære samtaler som diversitetsfeltet er forbundet med? Må staten, som vi kender den, nødvendigvis møde afmagtens modspil?  Er det f.eks. sådan, at verdens konstante tilblivelse er så intens en kraft, at erkendelse altid også må stille sig afmægtig – modtagende, åben og undrende? Kan afmagt modtages åbent? Hvis afmagt vil noget, hvad da? 

Der er selvklart i disse tanker en risiko for at udvande begrebet afmagt. Vi må tænke videre, for selvfølgelig spørger vi os selv: kan vi overhovedet tillade os at tale om afmagt som en urkraft i livet?

Forskernes afmagt 

Vi ser afmagt i de felter vi studerer. Men også i vores egne arbejder med dem. Samskabelse står centralt i Afmagtsprojektet. Og samskabelse involverer ikke alene ’andre’ i form af samarbejdspartnere, men indlysende nok også os selv. At involvere os selv er meningsfuldt og det, vi med hver vores fagligheder, har erfaringer med. Alligevel er det som om afmagtsprismen aktualiserer afmagt i samskabelsesprocesser på nye måder. Måske rummer samskabelse også aspekter af afmagt? I den slags samskabelser vi engagerer os i her, træder vi både frem, men også tilbage, idet vi lader andre bidrage – ikke på den klassiske måde hvor forskeren "indsamler" viden, men på måder, hvor vi som forskere spiller bolden tilbage, dvs. spiller med uden at vide, hvor bolden lander. 

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at arbejde videre med vores erfaringer med samskabelse – også med udgangspunkt i en opmærksomhed på de mange forskellige måder samskabelse er muliggjort og tager form i vores projekter. Fra samarbejde med et museum om en udstilling, erindringsarbejde med lærere, forum teater, læsecirkler med embedsmænd og implementering af kunstinstallation på et bibliotek. Samskabelse kan have mange udtryk og skabe forskellige former for ”empirisk materiale”. Noget mere håndgribeligt end andet. Der er heller ingen tvivl om, at vi kommer til at arbejde videre med, hvorvidt og hvordan afmagt også kan rumme (ur)kraft.

Skriveopholdet i Rørvig er det første af to fælles arbejdsophold. I april 2027 samles vi igen i gruppen for at arbejde med udviklingen af vores bogmanuskripter. Vores bøger udkommer i løbet af 2028.