Når lokalsamfund afvikles

Blogindlæg af Martin Demant Frederiksen

Landsbyen Snedsted i Thy har, som mange andre mindre byer i de såkaldte yderkommuner i Danmark, oplevet et faldende indbyggertal gennem de seneste årtier. Og som konsekvens er byens centrum i stigende grad præget af tomme huse. For et par år siden så foreningen Snedsted Revitalisering derfor dagens lys. Hensigten var at redde byen fra det forfald, som langsomt var begyndt at definere midtbyen, men modsat mange af de politiske røster, der op til diverse kommunal-eller folketingsvalg, har talt om at ”vende udviklingen”, så var foreningens udgangspunkt i stedet at tale åbent om, hvordan man kunne afvikle de dele af byen, der var præget af tomhed. I en erkendelse af, at Snedsted formodentlig bliver ved med at skrumpe, så var spørgsmålet altså ikke ”hvordan kan vi få flere folk til byen”, men ”hvad kan vi gøre for, at det stadig er godt at bo i byen, for os der er tilbage”. Det førte til et samarbejde med Arkitektskolen i Aarhus, som har udmøntet sig i en plan for, hvordan dele af Snedsted kan revitaliseres gennem afvikling. 

Det er et arbejde jeg har fulgt som del af mit delprojekt om afmagt i relation til landsbydød, og som dannede udgangspunkt for panelet ”Når lokalsamfund afvikles” på Folkemødet i juni 2026. Her deltog Niels Christian Frøkjær Vestergaard som repræsentant for Snedsted Revitalisering i en dialog med lektor på DPU Birgitte Romme Larsen, forfatter Peder Frederik Jensen, Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne, og undertegnede. Med dekan Maja Horst som moderator diskuterede vi blandt andet hvad der sker, både strukturelt og menneskeligt, når et sted tømmes; hvilke processer har, ofte utilsigtet, har været med til at skabe affolkning og tomhed, og hvilke løsninger har der, med mere eller mindre held, været iværksat fra statslig side for at afhjælpe problematikken. Her blev det blandt andet klart, hvordan afmagt i denne kontekst ofte hænger sammen med følelser af at være blevet efterladt af det politiske system, og af at hænge fast i stereotyper om, hvad det vil sige at bo i ”udkanten”. Og der var, på tværs af panelet, enighed om at der er brug for en gentænkning af hvordan vi forholder os til landsbydød i en dansk kontekst – noget projektet i Snedsted blandt andet kan være med til at åbne op for.  


Alle fotos af AU fotolab på Folkemødet Bornholm 2026