I løbet af foråret har Thea Bladt, Niels Brimnes og Marianne Jensen i samarbejde med de grønlandske huse i Aarhus og København holdt to samtaleworkshops under titlen: ’Jeg vil selv fortælle min historie’. Titlen er inspireret at Marianne Jensen liv. Marianne voksede op i kolonitiden og mærkede umiddelbart moderniseringspolitikkens konsekvenser på egen krop, blandt andet i form af skoleophold i Danmark, som hverken hun eller hendes forældre havde taget initiativ til. Initiativet lå hos nogle andre.

Senere uddannede Marianne sig til lærer, blev borgmester, landsstyremedlem (minister), chefrådgiver for oprindelige folks rettigheder ved ILO og meget mere. Da hun blev pensioneret, valgte hun at uddanne sig til historiker på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Hun ville med hendes egne ord ”finde ud af, hvem der har bestemt mit liv”. 

Marianne opsøgte historien for at konfrontere afmagten. Både den afmagt, hun har mødt i livet, og den afmagt, hun oplever, når den dansk-grønlandske kolonihistorie – som er Mariannes historie – enten ikke fortælles eller altovervejende fortælles af danskere.

Med det udgangspunkt talte vi hen over grønlandsk fiskesuppe med herboende grønlændere i Aarhus og København. Vi talte om erfaringen med af at blive flyttet rundt på af et fjernt, bureaukratisk ’system’. Om følelsen af at være mindre værd og derfor aldrig blive spurgt. Om at blive mødt med misforståelser og fordomme. Om hvad man (ikke) har lært i skolen. Og om hvorfor den forsoningskommission, som blev etableret for mere end ti år siden, har sat sig så få spor.

Gennem en række personlige interviews uddyber vi nu de temaer, der dukkede op hen over suppen. På den måde forfølger vi målene for del-projektet ’Kolonisering, historieskrivning og afmagt’. Vi undersøger, om ’afmagt’ er et relevant begreb for den koloniale erfaring hos personer med grønlandsk baggrund i Danmark. Og vi spørger om et fornyet engagement med kolonihistorien kan pege ud over afmagten.