Indlysende afmægtigt

At beskæftige sig med afmagt kan være sært afmægtigt. Eller indlysende afmægtigt, kunne man også sige. Da vi gik i gang med Afmagtsprojektet, overså jeg, hvordan arbejdet med at samle et arkiv om intimitet kunne være netop det: sært afmægtigt. 

Det kom ikke bag på mig, hvor mange stemninger intimitet rummer. Ej heller, hvor mange historier om akavethed, der ville være. Det stod også klart, hvordan intimitet ville være viklet ind i historier om møder, der går en lille smule skævt, og hvordan der ville være historier om møder, der går meget mere end skævt. Selvom det ret beset ikke kunne være svært at overse, gik jeg alligevel til opgaven, som om det ikke ville blive afmægtigt. 

Jeg glemte åbenbart noget. Også selvom jeg ved, hvordan intimitet og forræderi bindes sammen. Jeg ved det især, fordi Lauren Berlant har peget på, hvordan det er sådan. Berlant var amerikansk kulturteoretiker, hvis tænkning for mig er en gave, der bliver ved med at give. Især fordi Berlant viser, hvordan intimitet ofte forbindes med noget positivt – ”utopian, optimism-sustaining versions of intimacy”, som Berlant formulerer. Og videre: hvordan det også er viklet ind i og sammen med det, der traditionelt opfattes som ’farligt’.[1] Intimitet er begge dele, insisterede de på. Jeg har helt klart en præference for at opholde mig i det ambivalente. Så over årene har jeg følt mig hjemme i den rummelighed, der tillader studier at forstå sådanne tilsyneladende modsatrettede forhold som forbundne. Berlant’s tænkning giver rum til at lade intimitet og seksuel vold findes i samme verden. 

I afmagtsprojektet er jeg ansvarlig for det, der handler om intimitet og unge med teknologier i hænderne. Det menneskelige og det mere-end-menneskelige. Teknologier og mennesker. 

Jeg er startet med afsøgninger af, hvordan unge taler om intimitet i samskabelse med Museum KØN, som i januar 2026 var i gang med at forberede en ny seksualundervisningsudstilling. Den åbnede i sommer med titlen ”SEX.ED. Krop, køn og idealer”. I det materiale, som vi sammen skabte, er der fortællinger om møder med seksualundervisning og derfra fortællinger om intime møder. Noget er fine møder. Noget er akavet. Noget er ikke. Noget er fortalt med ord. Andet er fortalt gennem fjer, snor og skaller.

Der er fortællinger om jokes med sexistiske undertoner. Der er hverdagslige grovheder. Der er fortællinger om overgreb, man ikke opdagede, var netop det, før år senere. Intimitet og mulighed for overgreb ved siden af hinanden, i samme verden.

På Uddannelsesdebatten, et folkemøde om uddannelse, som fandt sted sidst i september i Nørre Nissum, havde Sex & Samfund en stand. Iram Khawaja og jeg var der for at tale om afmagt i intimitet og afmagt i diversitetsarbejde. Her fik jeg Sex & Samfunds inspirationsmateriale til lærere og ledelse på gymnasierne med hjem. I materialet optræder ’lyst’ i begrebslisten sammen med tre andre begreber: ’grænseoverskridende adfærd’, ’seksuelle krænkelser’ og ’seksuelle overgreb’. Sex & Samfund forklarer lyst sådan her: ”Ordet lyst handler om at kunne mærke og sætte ord på, hvad man har lyst til og ikke har lyst til og er derfor tæt forbundet med samtykke”.[2] Jeg er ikke den eneste, der ser ’overgreb’ lige ved siden af ’lyst’. I samme verden.

I det arkiv af materialer jeg sidder med nu, er der historier om lyst, hvor det at kunne mærke sig selv bliver fortalt. I arkivet er også ønsker om adgang til samtaler som her fra ung, der forestiller sig samtaler, der ”går skridtet tilbage før samtykke – samtaler som handler om, hvordan man mærker og tør stole på ens egen dømmekraft når det kommer til lyst”. Dømmekraft og lyst. Maja Lucas’ bog ’Måden du rører mig på. Samtaler og tekster om sex’[3] er et vildt hybridværk, der akkompagnerer mig i arbejdet med intimitet og unge. Intimitet som streger af lyst til nøgenhed, intimitet i tanke og krop. Naturen i krop, naturen i lyst, vover Lucas også at sige. Den dømmekraft en ung efterspørger i dele af mit arkiv kunne have stået i Lucas’ bog. Og omvendt. Maja Lucas peger en retning ud og åbner for allehånde måder at røre. Der er så mange måder: i Lucas’ samtaler om sex og i de lapper og historier, der er at finde i de krukker, som unge fortalte deres historier igennem. Og videre i de samtaler, der er føjet til arkivet siden krukke-workshop. Der er meget, der kan gå galt i intime møder. Rædselsslagent meget der ikke kan lykkes. Anstrengt meget der kan være akavet. Der er måder at undslå sig.

Til både lyst og ønsker om mindre akavethed hører allehånde overvejelser over, hvordan sex er ’rigtigt’. Noget af det ser ud til at være forbundet med, hvordan romantiske relationer, intimitet og sex ser ud på skærmen. Der er mange skærme, forskellige slags skærme, kunne man forsøgsvis sige. For her tænker jeg både på deling af nudes i udvekslinger på sociale medier. Jeg tænker også på manfluencers deling af manosfære-stof. Jeg tænker på porno. Jeg tænker også på det intime indhold, der portrætteres i kulturprodukter som mainstream film og TV-serier. Om det sidste siger Ita O’Brien: ”We’ve been accustomed to seeing portrayals of sex that are robotic, athletic, gratuitous. It is rare to see the kind of relationships we have all experienced in real life: an expression of connection that is clumsy, awkward, funny and – hopefully – ultimately satisfying”.[4] Ita O’Brien har været ’intimacy coordinator’ på filmatiseringen af blandt andet Sally Rooney’s bestseller ’Normal People’. Filmen er blevet rost for sine troværdige skildringer af intimitet. Den er tydeligvis bonnet ud på genkendelighed. Samme Ita O’Brien har for nylig skrevet en bog om intimitet baseret på erfaringer med arbejdet som intimacy coordinator. Her er ønsket, at skildringer af intimitet på lærred, er skabt som scener, der kan være både realistiske og eksplicitte. Som i ’Normal People’ eller som i TV-serien ’Sex Education’, hvor O’Brien også har haft rollen som intimacy coordinator. Ønsket bag er det her: hvordan vi ser intimitet skildret på skærm har betydning for, hvordan vi oplever intimitet i vores egne liv. Det er Ita O’Briens ord. Hvordan er sex ’rigtigt’? 

Hvad ser vi på skærmene? Brødrene Tate blev arresteret denne sommer. Det ser vi også. Anklagerne var omfattende. Trafficking, overgreb, voldtægt. I flertal. Også her er teknologier involveret, fx hvordan unge kvinder rekrutteres til ”online sex work”.[5] Brødrene storsmilede på skærmen. Det var samme uge jeg interviewede en ung voksen kvinde. Hun tænkte på sig selv dengang hun var teenager: Jeg ville ønske, at min egen intimitet med mig selv havde været større. Jeg ville ønske, at jeg havde kendt mine egne grænser bedre, fortæller hun. Hun voksede op i de år, hvor High School Musical var en ting, og hvor den serie føltes som en uomgængelig virkelighed for flere unge end hende. High School Musical er en Disney-produceret populær ungdomsmusical fra 2006, med et hetero-pars forelskelse i centrum. Jeg troede, at alle vi alle sammen lod som om, at det med drenge var lidt mere vildt og fedt end det var i virkeligheden, forklarede hun. Sådan var det i High School Musical, jeg troede bare at vi kopierede det hype, vi så der. Det viste sig, at det gjorde de andre bare ikke. Hun husker tilbage på de kys med drenge, hun mente var obligatoriske. Det skete i en tid, hvor hun akkurat anede, at hun slet ikke var til drenge. Den nu voksne kvinde lever i et lesbisk forhold, og husker, hvordan den unge del af hende troede, at hun og de andre jævnaldrende var enige om, at det ikke var noget særligt med de kys med drengene. Alt imens de hvinede med hinanden over det, som hun ikke kunne mærke. Man kunne sige, at High School Musical leverede den heteronormative skabelon for hvem, der kysser (med) hvem. Man kunne også sige, at High School Musical er fra før intimacy coordinators. Eller før Tate. Jeg talte med den nu voksne kvinde, fordi jeg har spurgt hende om afmagt og seksualundervisning, og hvordan det var for hende dengang: Hvad hun husker? Hun husker ikke at kende sig selv, og ikke at kunne afgøre sig selv og sin egen lyst, alt imens der var adskillige koder for, hvad der er op og ned. De andre omkring hende. Og så også High School Musical. Det hun ser nu er: hun ville ønske, at hun havde kendt sig selv bedre. At hun selv var forudsætningen for krop, lyst, intimitet med andre end sig selv. Sådan forklarer hun det. At hun selv var forudsætningen. Intimitet med sig selv, kalder hun det. Og jeg hæfter mig ved, hvordan betingelserne for den intimitet også arbejdedes på plads gennem det medieprodukt, der var populært i hendes kredse, da hun var teenager. Mennesker og teknologier. Jeg hæfter mig også ved ønsket om dømmekraft.

Denne sommer var det ikke High School Musical, der optog skærmtid. Det var så i stedet sigtelsen af brødrene Tate. Der var naturligvis også andet. Men der var også de brødre på skærmene. I denne uge udkommer en ny rapport ”Manosfæren i unge mænds feeds”.[6] Hverdag med manosfære stof i feeds og rigide mandeidealer findes i samme verden som ’Normal People’ og ønsker om troværdige sexscener. 

Mikkel Thorup afsøger i et særnummer af Slagmark afmagtens mange former. Her citerer han Liv Helm for at sige ”fra den dybeste afmagt vrister jeg mig fri og går gennem vreden”.[7] Jeg forstår fascinationen af den sætning. Sikkert fordi jeg genkender nødvendigheden af vreden. Eller dens uomgængelighed. Jeg hæftede mig ved en anden sætning fra samme bog, nemlig denne: ”hvad hvis skammen ikke længere kan ødelægge noget?”.[8] (Helm, 2025, s. 135). Sætningen er hentet fra en scene, hvor hovedkarakteren i bogen skammer sig over, hvad der er sket hende som barn. Den mand, hun nu har et voksent forhold til, spørger: Hvad nu hvis skammen ikke længere kan ødelægge noget… Det er en lillebitte sætning, kunne man sige. Det er også en svimlende sætning. 

Sætningen bliver boende, måske fordi jeg er optaget af intimitet og overgreb på alle de måder som Museum KØN, High School Musical og Tate giver anledning til. Måske fordi jeg allerede er optaget af skamoverskridelser. Skam-umyndiggørelse, kunne man også kalde det. For skam ser ud til at bo lige ved siden af akavethed, lige ved siden af de kys, der blev hvinet over, hvor stemningen ikke ræsonnerede. Skam bor lige ved siden af det overgreb, man ikke kaldte et overgreb, da det skete, selvom noget ikke var som det skulle være. Overskridelser af skam ser ud til at kunne hjælpes på vej af ’hvad nu hvis …’ spørgsmål. Som det karakteren i Helms bog stiller. Jeg er på jagt efter lunser, små eller store, der orker at spørge: hvad nu hvis…

Det er vel et halvt år efter Helm, at jeg læser Gisèle Pelico’s beretning om årene, hvor hun fik ny indsigt i sit eget liv gennem dokumentation af de mange voldtægter hendes mand og andre mænd blev dømt for (se blogindlæg fra marts). Det er et virvar af intimitetsoverskridelser, der filtres sammen i den sag. Her er sætningen om skam-overskridelse ikke til at overse. Den trækker overskrifter: ’lad skammen skifte side’. Jeg hæfter mig ved, hvordan Pelicot’s sætning også er ansporet af ’hvad nu hvis…’, og hvordan Helms løfterige spørgsmål bæres frem gennem åbningen ’hvad hvis…’. 

Hvad-nu-hvis scenarier er ikke alene afsøgninger rettet mod fremtid. Man kunne sige, at eksemplet fra Helm genbesøger fortid, udfordrer en historie, der ellers er naglet som skam, giver plads til og åbner for andre sansninger af, hvad der skete engang. Sådanne hvad-nu-hvis-afsøgninger er på en måde også, hvad der er på spil i den nu voksne kvindes spørgsmål til kys i en tid, hvor High School Musical rullede. Jeg ser hvad-nu-hvis… som måder at skubbe til grænserne for, hvad der kan fortælles om skam, som Pelicot og Helms gør. Men også som måder at skubbe til grænserne for, hvad der kan være at sige om intimitet. 

Jeg forudså ikke afmægtigheden. Jeg bestræber mig på ikke at stirre mig blind på Tate-arrestationer. Jeg bestræber mig på at tillade det at svimle af Helm-sætningen. For hvad-nu-hvis… er gået hen og blevet ikke bare en central metodologi, men også en etisk-politisk ’driver’ i de afmagtsafsøgninger, jeg er forsvundet ind i. Hvad nu hvis den slags fabulerende, spekulative undersøgelses- og spørgemåder tillader noget afmægtigt at bevæge sig?