Gisèle Pelicots bog ”En hyldest til livet” er for nylig sendt ud i verden. Samme dag, midt i februar 2026, er det timet sådan, at historien kan læses på mere end 20 sprog. Gisèle Pelicot er navnet på den kvinde, der fik tanken: lad skammen skifte side. Hun tænkte det ikke bare, men satte det igennem i den retssag, der kørte i efteråret 2024 i Sydfrankrig mod hendes mand. Han havde uden hendes vidende igennem ti år bedøvet og voldtaget hende, ladet 51 andre mænd gøre det samme og ikke mindst, videodokumenteret det hele, ordnet i mapper på sin computer. Det er hende, der insisterede på at retssagen skulle rulle for åbne døre. Hvis nu skammen ikke var hendes, hvad så… må hun have spurgt sig selv. Forud for beslutningen om åbne døre gik der år med, netop, skam. Det ved jeg nu efter at have læst bogen. For også jeg læser bogen. Det gør jeg hen over de dage, hvor jeg også er i gang med at transskribere en lydfil fra den workshop, vi, i min del af afmagtsprojektet, lavede på Museum KØN om seksualundervisning få uger før udgivelsen af Pelicots bog. I de uger vælter skeletterne også ud af Epstein-filerne.

Alle algoritmer ser ud til at sørge for, at hvad der skrives om Epstein og Pelicot flyder min vej. Jeg læser det meste. Jeg transskriberer. Jeg læser. På Substack skriver Andrea Hejlskov: ”Når vi skal forstå, hvorfor så mange kvinder reagerer kraftigt på Epstein filerne, er det fordi mange af os har smertefulde erfaringer med patriarkatet, som involverer vores kroppe og hverdagsliv”.[1] Sine Plambech får myrekryb af at gå ind i et rum, kvinder sjældent får adgang til.[2] Det er da hun, som trafficking forsker, går ombord i Epstein filerne, at hun får det sådan. Det er her, hun ser de mange (rige) mænd med fællestrækket: begær efter helt unge kvinder. Det er de mange unavngivne kvinder, der flyttes rundt, der giver hende kvalme. Også det er dokumenteret i e-mails og billeder. Jeg vover ikke at gå ind i selve filerne. Retssalen i Avignon åbnede Pelicot døren til. Jeg læser, jeg har side efter side været med derinde. Jeg transskriberer. Jeg læser. Bogen. Reaktioner. Lytter til podcasts. Samtidig pakkes statuer landet over ind i strik.[3] Det ruller og ruller i februar. Lyden af teknologier, der dokumenterer kroppe, er næsten uhørligt. Jeg læser videre. Jeg transskriberer. De unge siger: Hvad vil det sige at have lyst? Hvordan sætte grænser? Hvordan gør vi det? Skam over krop. De siger også: Glæde over krop. Lige nu er det grænser, jeg hører, mens jeg transskriberer. Jeg kan ikke rigtigt høre andet end lyden af grænser.

I The Guardian skriver en 15-årig ‘anonymous social media user’ sådan her: “I am a 15 year old schoolgirl – and like most teenagers I spend a fair portion of my spare time on social media, often scrolling through short-form videos on apps such as TikTok or Instagram. I am met with online misogyny whenever I open platforms […] A few days ago I saw an Instagram reel of a young woman talking about how she had been raped six years ago, she struggled but managed to rebuild a life again. Amongst the comments were things like: ’well at least you had some’, ‘no way, she is unrapeable’. Reading those comments make me feel sick”. Den anonyme skribents pointe er at vise os, der ikke er 15 år, hvad et feed på sociale medier også kan flyde over med.[4] Jeg hører lyden af grænser. Hvad nu hvis ...?

Handler det afmagtsprojekt jeg er i gang med om en anonym 15-årigs SoMe feed et sted i England? Handler det om Pelicot? Handler det om Epstein-filerne? Nej. Det afmagtsprojekt, jeg er gået i gang med, følger det forløb, der forbereder og kvalificerer en ny udstilling på Museum KØN: SOMA - Sex og meget andet.[5] Udstillingen skal danne grundlag for museets seksualundervisning til grundskoler og gymnasier de kommende år. Men afmagtsprojektet handler også om den 15-årige skolepige, og om Pelicot. Epstein findes også, om jeg vil det eller ej. På mit bord, ved siden af aviserne ligger Maria Puig de la Bellacasas artikel ’Nothing comes without its world’.[6] Det er en pointe jeg sætter pris på at blive mindet om: at intet kommer uden sin verden. Vi-bliver-til-sammen-med. Epstein-afdækninger, reaktioner, videooptagelser, statuer med strik, Pelicots kraftanstrengelse, reels med fornedrelse på fornedrelse, fondsmidler til genstandsdidaktisk-funderet ny seksualundervisningsudstilling, videooptagelser lagret i mapper. Vi-bliver-til-sammen. Jeg vil hellere blive til sammen med Museum KØN og Pelicot end med Epstein. Men sådan er det ikke kun. Det ruller. Det er verden samtidig. Hvad nu hvis …?

Midt i januar mødtes vi en lørdag på Museum KØN. Vi er Signe Uldbjerg, Pernille Albrechtsen, Sophia Kleist Karlson og Caroline Damkjær Jacobsen fra Museum KØN, og Julie Reng Andersen og jeg fra Aarhus Universitet. Vi er også unge og lidt ældre end unge repræsentanter fra 14 forskellige ungeorganisationer: LGBT+ huset i Århus, Girl Talk, Peech, Center for Digital Pædagogik, Danske Skoleelever, SUMH, Føniks og andre. De unge udgør det advisory board vi har brug for. De er inviteret, fordi de alle har haft erfaringer med seksualundervisning og fordi de repræsenterer organisationer, som på forskellig vis beskæftiger sig med unge, uddannelse, rettigheder, køn, diversitet. De er kommet for at samskabe. De er ikke kun inviteret for at tale bagudrettet, så at sige, om deres erfaringer med seksualundervisning. De er også inviteret for at gå mere spekulativt til værks i hvad-nu-hvis-scenarier: hvad nu, hvis seksualundervisning kunne.../hvad nu, hvis I bestemte.../hvad nu, hvis… Vi vil gerne ikke kun blive i det afmægtige.  

Nothing comes without its world. Det er Donna Haraway, der siger det i første omgang. Amerikansk feministisk tænker, der bliver ved med at skubbe os ud af enten-eller tænkningens svøbe. Hun siger: Vi-bliver-til-sammen-med. Seksualundervisning kommer med mange verdener - med pædagogik, med genstandsdidaktik, med museer, med unge kroppe der er ved at finde sig selv, med agurker og kondomer. Det kommer også med misogynt SoMe indhold. Donna Haraway siger, (at hun har lært dette af Marilyn Strathern): “It matters what matters we use to think other matters with; it matters what stories we tell to tell other stories with; it matters what knots knot knots, what thoughts think thoughts, what descriptions describe descriptions, what ties tie ties. It matters what stories make worlds, what worlds make stories.”[7]

Det er derfor, vi i gang sammen med de unge. Fordi det betyder noget, hvilke historier vi fortæller andre historier med. Det er derfor, vi er i gang med de spekulative kreative metodologier, fordi det betyder noget what matters we use to think other matters with. Alt imens det betyder noget, at vi har lært det af nogen, sammen med nogen. Kæder af tænkere.

Det er indsigterne fra de spekulative metodologier, vi arbejdede med på workshoppen, som jeg sidder med nu. Det er de samtaler, jeg transskriberer. Samtaler som fortæller, hvad de unge i advisory boardet har lagt i glaskrukker. Det er krukker, vi har bragt med ind til workshoppen, fordi vi er inspireret af EJ Renolds arbejde i Wales. Her har de raffineret kreative metodologier i samarbejder med unge, om netop ’Relationships and Sexuality Education’.[8] Det er materialet fra de krukker, jeg nu sidder med. Krukkerne er fyldt med små lapper, garn, perler, muslingeskaller, fjer, der giver stemme til drømme om, hvad de næste unge, kunne blive mødt af. Der er helt sikkert meget, der ikke får stemme. Meget der ikke blev delt. Meget mere der kunne være tegnet, skriblet på papir, klippet udmattet eller vredt i stykker, revet over. Uanset, så er det begyndt. Nye afsøgninger af intimitet, erfaringer med kroppe, lyst, grænser, overgreb, forkerthed, bekymringer for store og for små kroppe, lyst også med digitale teknologier i nærheden. Skærmene er både med og ikke. Materialitet er hele tiden med: bananer, kondomræs, slikkelapper, bind, trappen ned til sundhedsplejersken i kælderen. Stemninger fra dengang, deres yngre kroppe var dem, er hele tiden med: akavet, forkert, - spørgsmålet: må jeg have lyst? Hvordan? Kan det være dejligt? Der er helt sikkert mere, der kunne være sagt.

Nothing comes without its world. I det her tilfælde er det også en verden af kroppe med glæde over sig selv, hinanden, over lyst, at lede efter hvad den er, ikke engang have sprog for det. Selv i en verden hvor man kunne tænke, at det er der ikke plads til.

Det er egentlig ikke, fordi jeg har været specielt optaget af seksualundervisning. Jeg har været optaget af børn og unges liv med teknologier i hænderne. Især når fælles liv også skaber eksklusioner. Særligt de mere ekstreme teknologisk medierede eksklusioner i form af digital mobning og digitale seksuelle krænkelser har jeg beskæftiget mig med. I dét er der masser af køn, seksualitet, intimitet, lyst, flirt, afvisning, bekymring for kropsstørrelser og -former, glæder ved samme. Samarbejdet med Museum KØN var indlysende og en førsteprioritet, da vi gik i gang med, hvordan der kunne samskabes. At det blev forberedelsen af SOMA var mit held, for dét var KØN i gang med.

Jeg er ikke den eneste, der ikke kan forhindre at februar løber sammen. Det hele er allerede løbet sammen, siger Haraway. Asta Olivia Nordenhof skriver på Facebook ”Jeg tænker ikke aktivt på Epstein-filerne. Jeg tænker ikke aktivt på Gisèle Pelicot. Jeg ville gå i stykker, hvis jeg gjorde. Men jeg ved at jeg lever mit liv disse dage med det samme sønderrevne hjerte som alle andre, der har været udsat for seksuel vold”.[9] Vi er flere for hvem, det ikke er adskilt. Jeg kan ikke samle, hverken hvad vi lærer af de unge-advisory-board-medlemmer, eller hvad der ruller i februar, til én fortælling. Jeg har ingen anelse om, hvor indsigterne om afmagt lander. Andet end at arbejdet med at skabe udstillingen SOMA med genstande som det afgørende didaktiske greb er velkomment i en verden, der også er befolket af viljesakter, der får skam til at skifte side. De skriver sig hen over hinanden: Epstein, Plambech, skærmene og teknologierne, der dokumenterer kroppe, Hejlskov, The Guardian, SoMe feeds, Pelicot, Haraway, de krøllede lapper fra krukkerne. Hvad-nu-hvis…. spurgte vi. Heldigvis spurgte vi…. Hvad nu hvis, hvordan tænker I så at det kunne være…. .