”Der sker altså en masse spændende med mænd lige nu”. Jeg sidder i solen udenfor Temple Bar på Nørrebrogade i København med to kunstnere og diskuterer maskulinitet midt i maj. Jeg har lige fundet dem, efter vi er gået fejl af hinanden, og nu sidder vi alle tre her. Aske Kreilgaard, der er billedkunstner, har jeg kendt siden, jeg fik lov til at bruge et billede af hans skulptur, Agape, til forsiden af min bog Mange mænd. Den tre en halv meter høje statue af en mand, der ammer, blev opstillet på Museum Køn i 2022 og sendte ham ind i en international shitstorm. Jeg ser statuen som en smuk kunstnerisk bearbejdning af den omsorgsfulde mand. Han ville gerne have en middag som betaling, og vi endte med at sidde 5-6 timer og snakke om livet, parforhold, manderoller og altmuligt andet. Den tredje i vores samtale i eftermiddagssolen har jeg først lige mødt, det er forfatteren Daniel Dalgaard, der bl.a. har skrevet den fantastiske roman Vulkanø fra 2024 om at være søn og så blive far.

De to er noget yngre end mig og i en meget anden branche, men vi er fælles om at finde den aktuelle udvikling i maskulinitet og manderoller interessant og vigtig. Vi snakker en masse om, hvad der sker med forventningerne til mænd i dag, hvor svært det selv kan være, og hvor svært for partnere, venner og andre, at slippe de traditionelle forventninger til manden som det primære skaffedyr, hvor dybt de kulturelle normer går, også blandt dem, der mener sig normkritiske. Vi snakker også en masse om positiv maskulinitet, om alt det som maskulinitet kan, og om hvordan debatten nogle gange kan miste blikket for, at der også er dyder i nogle af de maskuline idealer.

Jeg er i København nogle dage for bl.a. at sætte lidt gang i min andel af afmagtsprojektet, der skal handle om unge mænd. Mit første besøg er hos en veninde, Telli Karacan, og hendes kollega Amalia Montano Dahl, der arbejder i den medarbejderejede og basisdemokratisk organiserede virksomhed Analyse & Tal. De har i samarbejde med Trygfonden og tænketanken Mandag Morgen lavet en undersøgelse om demokratisk afmagt. Det bliver en snak om vredens og frustrationens udtryk og om hvordan man lytter til, hvad der bliver sagt, når måden det bliver sagt på er meget grov, dvs. hvordan høre budskabet mere end udtrykket? Vi snakker også om, hvordan køn spiller ind i hvem der taler meget på sociale medier og hvem, der trækker sig; i hvordan forskellige offentlige personer omtales forskelligt alt efter deres køn, og hvordan deres køn ofte gøres til genstand for særligt angreb. Men vi taler også om klasse, om uddannelsesskel, om geografi, om at meget af vreden, frustrationen og de hadefulde måder, det kan komme til udtryk, bunder i afmagtserfaringer, i at føle sig udstødt, marginaliseret, gjort tavs, misforstået, i at se sit livsgrundlag smuldre, at føle sig fremmedgjort overfor de systemer, der ellers skulle hjælpe og beskytte en.

Fredag er jeg i fuld solskin til boglancering i Møllegade, hvor forfatteren Morten Eisby lancerer sin nye roman Invasiv, der handler om en afmagtsramt ung mand Isak, der har taget sit eget livs nederlag og planetens skæbnesvangre udvikling på sig som sin identitet. Hvis den her, handler om en, der har for lidt handlekraft og selvtillid så kan hans tidligere roman, Fandens karl fra 2023 om Elliot, der har alt for megen destruktiv handlekraft, overfor kvinder især, og en utøjlet selvtillid. Det er interessant, så megen mande- og faderskabslitteratur, der udkommer for tiden. Dér, midt i solen, med vin i glasset, og en dugfrisk bog i hånden, kan man næsten få indtrykket af, at vi alle er på vej mod den samme bedre fremtid, men på vej derfra tænker jeg også over alle dem, der ikke føler udviklingen imod en mere inkluderende mandeidentitet er et fremskridt men derimod en udfordring eller endda et angreb. Dem, der ikke føler sig hjemme i eller tryg ved udviklingen.

Apropos den debat, så skal jeg i weekenden holde et foredrag på Folkeuniversitetet i København under overskriften ’Kampen om identitetspolitik’. Der har været en vis vredladen debat på arrangementets Facebook-side, så man kunne godt frygte, at også foredraget vil ende som kommentarspor om identitetspolitiske emner ofte ender, i uforsonlighed. Sådan går det slet ikke. Vi bruger fire timer sammen til åbent at undersøge og diskutere, hvad identitet er, hvorfor identitet synes at være blevet vigtigere og sværere de sidste par årtier, og også hvordan identitetspolitik opstod samtidig på højre- og venstrefløjen som et svar på det, som man så som den gamle politiks mangler.

Jeg starter foredraget med at diskutere indledningen til Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet fra 2022, der starter sådan her: ”kom ikke her og sig/at noget er mere identitet end andet” og fortsætter med et kærligt og sårbart portræt af hans mors identitetsmarkører. Hverken foredraget eller diskussionen fokuserede meget på køn eller maskulinitet, men jeg tror, det var klart for os alle, at køn, kønsudtryk, kønsdebatter klart er en del af det, vi diskuterer under den overophedede betegnelse ’identitetspolitik’. Den eftermiddag på Folkeuniversitetet var en god reminder om, at man ikke skal tage den hårdeste debat fra sociale medier, som den også ofte gentages og forstærkes af de traditionelle medier, som udtryk for, hvordan disse spørgsmål kan og bliver diskuteret. De fleste er faktisk bare nysgerrige. 

Nysgerrig er jeg også, da jeg mandag mødes med den organisation, jeg samarbejder med i afmagtsprojektet, DareGender, der arbejder med mænd og ligestilling og bl.a. laver nogle meget spændende mandegrupper, hvor mænd i selskab med hinanden og to facilitatorer fra DareGender kan tale om alt muligt, der er dem på sinde. Dét, jeg er nysgerrig på, er hvordan jeg skal overleve Roskilde Festivalen. Vi har nemlig aftalt, at jeg skal ’skygge’ deres frivillige, som under festivalen har en såkaldt ’soft spot’ ude på campingområdet og dels går rundt mellem teltgrupperne for at engagere de unge i snakke om køn, grænser, samtykke og deslige.

Jeg har ikke været på Roskilde siden midt00erne, så jeg føler mig lidt udfordret på mine teltevner men også på, hvordan det skal gå med at lytte til de unge mænd tale om deres erfaringer og oplevelser med at vokse op i dag. Min rolle er bare at lytte, få en fornemmelse af, hvad de unge mænd selv er optaget af, hvad vil de gerne diskutere, hvad synes de er vigtige eller ligegyldigt, svært eller forkert? Andreas Beck Kronborg og Jeppe Trolle Linnet fra DareGender fortæller om deres frivilliges arbejde ude på pladsen, om hvad de har hørt og oplevet de andre år, og vi får aftalt min rolle som lyttende deltager.

Da jeg går derfra en stegende hed mandag eftermiddag tror jeg på projektet. Det skal nok blive fedt at lytte med, at starte min notesblok helt fra ny fremfor at komme med mine teorier og snakkepunkter. Til gengæld kan jeg ikke finde mine to næste samtalepartnere, Aske og Daniel. Da jeg endelig har opgivet at finde dem og i stedet er gået på jagt efter aftensmad støder jeg ind i dem. Det er svært ikke at lave en lille forbindelse til min samtale med DareGender tidligere, om tilfældigheder, snakke der spontant opstår, nye forbindelser der skabes.

Tirsdag morgen, inden jeg skal haste hjem og holde et oplæg om bier som politiske dyr i biografen Øst for Paradis (en forskers liv er rigt og mangfoldigt), har jeg en aftale med Amalie Stærke fra Arbejdermuseet, der viser mig rundt i deres udstilling Kvindeliv, der kører frem til 3. august 2025. Vi snakkede særligt om de folkeskoleklasser, som de har besøg af, og som de sætter til at diskutere forskellige historiske dilemmaer, altid med en aktuel dimension også. Nogle af de unge drenge reagerer ret negativt og vil enten ikke gå ind i en snak om køn eller anvender nogle firkantede, traditionalistiske mandeidealer såvel som idéer om kvinders mindre værd. Vi snakkede om pigernes reaktion på det, men også om, hvilke dilemmaer, der satte gang i drengenes livlige refleksioner over dem selv og over ligestilling.

Min uge i mandens tegn slutter af torsdag aften på Kalø højskole, hvor jeg for elever og lokale interesserede holder et foredrag om ’Forandrede manderoller og maskulinitet i dag’. Stemningen og diskussionslysten er stor, og efter foredraget ender jeg bl.a. med at diskutere kønsbaseret ulighed i sundhedsvæsenet, den svære debat på sociale medier, mænd og kvinders ansvar for ligestilling og meget andet med to unge fyre, der i dagens anledning har indkøbt en lyserød t-shirt med søde kattekillinger og enhjørninger med påskriften ’Alpha Male’. Der sker i den grad en masse spændende om og med mænd for tiden.