Som nyuddannet antropolog og virksomhedspraktikant ved forskningsprojektet Afmagt deltog jeg en smuk lørdag i september i et debatarrangement, afholdt i samarbejde med Museum KØN i Aarhus. Her kunne både forskere og borgere diskutere spørgsmål om omsorg for samfundets enlige ældre i kontekst af en dansk velfærdsstat, der står over for en tid med et voksende antal aleneboende ældre mennesker og mangel på arbejdskraft og ressourcer til ældrepleje. Deltagende i arrangementet var Christine E. Swane, direktør for Fonden Ensomme Gamles Værn, Rikke Sand Andersen, professor i antropologi ved Aarhus Universitet og SDU og Abir Mohamad Ismael, post.doc i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet. Emma Holten, cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og forfatter til bogen Underskud: Om værdien af omsorg, udførte rollen som moderator. Arrangementet bestod af en paneldebat mellem deltagerne, en visning af den etnografiske film In-Between Bodies, lavet af Marie Hallager Andersen, og afslutningsvis en samtalesalon blandt publikum. Centralt i arrangementet stod spørgsmål om ældre enliges behov og muligheder, ansvars- og ressourcefordeling for omsorgsarbejde og omsorgsarrangementer i praksis.

Frivillighed som ressource for velfærden

Hen mod slutningen af debatten mellem paneldeltagerne blev der spurgt til inddragelse af civilsamfundet og frivillige i forhold til omsorgsarbejde, og her spidsede jeg ører. Dette spørgsmål ramte lige ned i et af de centrale temaer, jeg for nylig selv har beskæftiget mig med i mit speciale, hvor jeg med udgangspunkt i kræftramte personer uden pårørende blandt andet undersøgte og diskuterede frivillighedens rolle i det danske sundhedssystem. Snakken om det i panelet blev desværre hurtigt afbrudt og rundet af grundet tidsmangel, men det satte alligevel nogle tanker i gang hos mig om, hvordan afmagt, omsorg og velfærd hænger sammen med frivillighed i civilsamfundet.

Som det også kom frem i paneldebatten, så er det danske velfærdssystem i disse år under forandring. Der er en politisk ambition fra den danske regering om at bevæge sig fra den nuværende velfærdsstat, hvor staten har ansvaret for at dække borgernes behov, i retning af et velfærdssamfund, hvor borgerne spiller en langt større rolle i opretholdelsen af velfærd, både i nære relationer og i civilsamfundet gennem eksempelvis frivilligt arbejde (Regeringen 2022). Dette falder sammen med en igangværende omsorgskrise, hvor mængden af mennesker med omsorgsbehov i det danske samfund stiger, mens mængden af ressourcer til syge- og ældrepleje, særligt i form af arbejdskraft, daler (Hansen 2023). Hvor velfærdsstatens oprindelige formål var at yde økonomisk støtte til dem, der af en eller anden grund manglede penge, så er velfærdssystemets rolle i dag i højere grad at yde omsorgsarbejde til de borgere, der måtte have behov for det. Og i en tid, hvor vi både bliver ældre og ældre, og flere har mulighed for og vælger at bo alene, så er der mange, der lever med omsorgsbehov. Og det er netop her, at frivillige kan blive en værdifuld ressource ifølge nye politiske strømninger. For hvis staten gerne vil trække sig fra visse velfærdsopgaver, eksempelvis ved at skære i hjemmehjælpen, og der ikke er en samboende partner eller ressourcestærke familiemedlemmer eller venner tæt på, hvor kan man så forvente hjælp henne? Hvordan kan vi som samfund opretholde den fleksibilitet, der gør det muligt at bo og være alene sent i livet? Rikke Sand Andersen beskriver under paneldebatten alenehed som en måde at være i verden på, der er faciliteret af velfærdsstaten – men bliver det ved med at være tilfældet? Eller vil det i fremtiden i højere grad være civilsamfundet, der faciliterer denne mulighed?

Frivillighed og afmagt

Det er vigtigt for mig at understrege, at frivilligheden ikke blot er en uudtømmelig ressource, som kan redde os alle sammen, når staten trækker sig og vores nærmeste ikke kan hjælpe. Især når det ikke er klart defineret, hvad en frivillig og frivilliges opgaver egentlig er. Frivillighed er typisk noget, der foregår i ’civilsamfundet’, i mellemrummet mellem staten og de nære. Det er et sted, der er svært at afgrænse og beskrive, hvorfor de frivilliges roller også bliver usikre, både for dem selv og andre. Denne usikkerhed rummer en grad af afmagt – både for de ældre aleneboende, der ikke nødvendigvis har den valgfrihed, de kunne ønske sig i forhold til, hvordan deres omsorgsbehov skal dækkes og af hvem, og for de frivillige, der kan stå i situationer, hvor grænserne for deres rolle er uklare. Blandt de frivillige, jeg selv har arbejdet med, diskuteres det ofte, hvad der egentlig er en frivillig opgave? Hvad kan og må man hjælpe med, og hvad skal man ikke? Har man den kraft der skal til at sige nej, hvis man bliver bedt om at opfylde et behov, som man ikke føler ligger inden for éns arbejdsområde (Christensen 2025)? Som Christine E. Swane påpegede under arrangementet, så er ældre enlige mennesker vidt forskellige, og omsorgsbehov vil derfor også variere fra person til person. Dermed bliver det de frivilliges opgave konstant at forhandle og tilpasse sig, og nogle gange vil de støde på situationer, hvor de reelt ikke kan gøre noget for personen, de skal hjælpe, måske fordi de er for fysisk svækkede til at have udsigt til nogen form for bedring, eller fordi der er mentale eller sociale udfordringer, som betyder, at personen ikke ønsker at modtage hjælp. Her mister de frivillige deres agens og handlekraft og oplever i stedet en afmagt over ikke at kunne gøre noget eller måske kun at kunne hjælpe ved at gøre ting, de ikke må eller skal, fordi det er opgaver for det offentlige eller for nære pårørende, såsom at gøre rent, administrere medicin eller støtte den ældre økonomisk.

Frivilligheden er altså ikke i sig selv en mirakelkur mod alle velfærdsstatens omsorgsmæssige udfordringer, men den er en ressource, som vi sandsynligvis i stigende grad vil se udnyttet og nok også ansporet til fra det offentliges side. Og i samtaler som dem, der fandt sted på KØN, vil der i fremtiden måske blive talt langt mere om et fælles medborgerligt ansvar for omsorgsarrangementer for samfundets ældre og syge, frem for diskussioner af velfærdsstatens prioritering af ressourcer. For hvis vi kan afhjælpe afmagt blandt ældre ved hjælp af fællesskab og samfundsmæssig solidaritet, så er det da bare en smuk og uproblematisk måde at indrette samfundet på – eller hvad?

Litteratur

Christensen, L. M. (2025). ”Nej, jeg skal ikke være min egen læge!” [Upubliceret speciale]. Aarhus Universitet.

Hansen, L. L. (2023). Omsorgskrisen og udfordringerne til velfærdsstatens bæredygtighed. Økonomi og politik, 2023(3). https://doi.org/10.7146/okonomi-og-politik.v2023i3.141094

Regeringen. (2022). Regeringsgrundlag 2022. Ansvar for Danmark. https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/regeringsgrundlag-2022