Efter at være startet på projektet Afmagt.dk er jeg blevet meget opmærksom på hvordan ordet ”afmagt” optræder i det offentlige rum. Jeg kan ikke lade være med at plire med øjnene og spidse ører, når folk, på tværs af klasse, køn, landsdele, etnicitet og generationer, taler om deres erfaringer og oplevelser med afmagt. For en antropolog, der arbejder i eget samfund, vil en undersøgelse af fænomenet afmagt nok altid føre til en opmærksomhed på, hvornår begrebet anvendes, hvem der bruger det, hvor og i hvilke sociale sammenhænge samt med hvilken appel, formål og effekt det sker. Det tenderer en regulær arbejdsskade, at man aldrig kan lægge sin nysgerrighed på hylden.

I antropologien skelner man ofte mellem det ”emiske” og det ”etiske” niveau[1]. Kort fortalt henviser det emiske til de forklaringer og beskrivelser, som folk selv anvender for at forklare og skabe mening i deres liv og tilværelse. Omvendt henviser det etiske til de mere teoretiske begreber og analytiske perspektiver, der fremføres af forskeren i hans eller hendes udgivelser. For at indlede en undersøgelse af fænomenet afmagt, vil jeg derfor starte med at registrere emiske italesætter, påkaldelser, oplevelser og forståelser af afmagt for senere i processen forhåbentligt, at kunne levere mere etiske analyser og forklaringer.

Mit eget delprojekt i Afmagt.dk handler om herboende flygtninges afmagt knyttet til det, at have midlertidig opholdstilladelse og følelig måske opleve at have svært ved at komme videre med sit liv. Det er dog ikke der, hvor jeg starter dette blogindlæg. Det er derimod i tre udgaver af den emiske brug af begrebet afmagt, som jeg er stødt på over den seneste uges tid.

Det første møde skete under læsningen af den anbefalelsesværdige essay-samling ”Palæstinenseren”[2]. Bogen udkom i slutningen af februar 2025 og præsenterer ti personlige beretninger af dansk-palæstinensere, der hudløst ærligt inviterer os med ind i deres familiehistorie, forklarer om deres personlige relationer til Palæstina, samt reflekterer over hvad det egentligt vil sige at have palæstinensisk baggrund. Flere essays kredser om den uretfærdighed, der ramte skribenternes bedsteforældre og familie under Nakbaen (katastrofen) i 1948, hvor op mod 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og landområder, for at søge sikkerhed bl.a. i Libanon, Jordan eller Syrien. Det er beretninger om alt det ufortalte og tavshederne, om tab, skyld og skam. Hvert essays kredser også om skribenternes personlige afmagt i relation til de aktuelle begivenheder i Gaza, hvor varige bombardementer, drab og fordrivelse af civile, på mange måder betyder, at de gennemlever nogle af de traumatiske begivenheder, der har formet deres liv og familiehistorie.

Det er imidlertid kun et essay, der direkte anvender begrebet afmagt. Det er journalist og tv-studievært Abdel Aziz Mahmoud, der beskriver, hvordan han, efter en demonstration i Københavns gader mod bombardementerne i den tætbefolkede Gaza-stribe, desperat søger i danske mediers nyhedsstrøm efter omtale af den pågældende demonstration. Der er ingen. Den larmende tavshed bevirker, at: ”af ren afmagt hiver jeg det palæstinensiske flag op af lommen og sætter det i vinduet” (Mahmoud 2025: 61).[3]

Dernæst stødte jeg på brug af termen afmagt i et radioindslag med landmand Rene Spang Jørgensen, også kendt som ”Kartoffelmanden”, der tilbage den 1. juni, 2023 endte med at tømme et helt vognlæs kartofler ud på Storebæltsbroen. Forhistorien for aktionen er beskrevet i en længere artikel i Zetland[4], hvor Rene velvilligt forklarer, at det var lovforslag L74 om vejafgift for lastbiler over 12 tons, introduceret med henblik på at reducere Danmarks udledning af klimagasser, der fik ham til at se rødt. Sammen med ligesindede i organisationen ”No farmers, No future, No food” (NoFFF) var Rene først med til at spærre afkørslerne på flere jyske motorveje, og da den aktion ikke gjorde en forskel, besluttede han sig for, at lamme trafikken over Storebælt med et læs kartofler. 

Nu er han så på anklagebænken ved retten i Svendborg anklaget for hærværk, vanvidskørsel og for at have bragt andre menneskers liv i fare. Ifølge Rene selv var det dog ikke direkte farligt. I radioklippet forklarer han: ”Jamen der var jo ingen fare, trafikken var jo standset.” Hvortil intervieweren fremfører: ” Men den kø stoppede jo på et tidspunkt og folk begyndte at køre gennem kartoflerne?” (hvilket angiveligt skulle have skabt en farlig situation). Rene svarer: ”ja, men det er ikke mit problem. Der er jo nogle folk, der ikke har overholdt færdselsloven”. På spørgsmålet om hvordan det kunne komme så vidt, at Rene tog sagen i egen hånd, forklarer han: ”Det var i en afmagt, frustration. Jeg tænkte, der skal bare gøres et eller andet. Der skal sættes et statement af en eller anden art.”[5]

Endeligt mødte jeg begrebet afmagt, da jeg desværre måtte deltage i bisættelsen af en meget værdsat nabo fra vores grundejerforening. Hun døde alt for ung af sygdommen ALS. I sin fine tale til familie, venner, kollegaer og andre pårørende i den propfyldte kirke, talte præsten om afmagt. Dels hvordan man kan blive konfronteret med afmagt, hvis man rammes af en uhelbredelig sygdom, men også hvordan livsmod og godt humør kan være en vej frem. Dels hvordan vi alle kan blive afmægtige overfor døden og livets skrøbelighed, når et menneske vi har kært, tages fra os. Alt vi står tilbage med er de gode minder og kærligheden.

De tre vidt forskellige møder med afmagt illustrerer til fulde, hvilken opgave vi står overfor i projektet Afmagt.dk. Afmagt er et levende og dynamisk begreb, der benyttes til at indfange og beskrive et væld af positioner, følelser, oplevelser og erfaringer. I de tre eksempler jeg er stødt på i den forgangne uge, ser vi først afmagt knyttet til en boblende personlig følelse af uretfærdighed over massive bombninger af Gazas civilbefolkning samtidigt med en manglende interesse i danske medier. Dernæst afmagt funderet i et erhverv og en oplevelse af, at de ansvarlige politikerne og ”systemet” ikke ser og hører ens stemme, indsigelser og protest – før man dropper et helt læs kartofler. Og endelig afmagt knyttet til invaliderende sygdom, det uomgængelige ved døden og ved at miste de mennesker vi har kært.

De tre eksempler giver godt afsæt for mit eget delprojekt og udforskning af afmagt i samarbejde med en gruppe yngre mennesker med flugterfaringer. Gennem en række workshops vil vi sammen skrive tekster om forskellige former for midlertidighed – hvilken form afmagten vil antage i disse skriveprocesser og teksteksperimenter, er et åbent spørgsmål, som jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed.