Hvis man er på udkig efter afmagt, er kolonialisme og kolonihistorie oplagte steder at se efter. Afmagten hos de koloniserede fremstår både brutal og allestedsnærværende i den atlantiske kolonialisme, som blev båret af slavegjort arbejdskraft.  Det var tydeligt i netop udsendte DRs dramadokumentar Slave af Danmark, som beskrev et samfund, hvis økonomiske fundament bestod i, at slavegjort arbejdskraft sled sig op i sukkermarkerne. Men afmagten trådte måske allertydeligst frem, når de slavegjorte blev afskåret fra deres nære relationer, og det skete flere gange i serien. Markslaven Louisa måtte magtesløs se på, at hendes børn blev sendt til Danmark for at glæde den danske konge; mens husslaven Regina omvendt blev tvunget til at rejse med sit herskab til København uden hendes børn (selv om sønnen Hans Jonathan senere blev sendt efter sin mor – og far, hvis man skal tro seriens fortælling).

At være slavegjort betød nemlig to ting. Udover at være gjort til nogen andres ejendom, var den slavegjorte principielt ’social død’ og dermed relationsløs.[1] Det gjaldt ikke blot for seriens Louisa og Regina, men også de millioner af afrikanere, som afskåret fra alle familiære bånd blev sendt over Atlanterhavet som relationsløse ’varer’. Det har været både interessant og meningsfuldt for mig, at medvirke som ’talking head’ og ekspert i Slave af Danmark, og på den måde bidrage til at formidle et kapitel af Danmarks historie, som ikke bare var usædvanligt brutalt; men også rummede meget voldsomme afmagts-relationer.[2]

Kolonialisme er imidlertid andet og mere en slavebåren sukkerproduktion; og de former for afmagt, der følger med, er andet end overevne bånd mellem børn og forældre. Samtidig med, at Danmark sled slavegjorte afrikanere op på St. Croix, udviklede man i Grønland en noget anden form for kolonialisme, hvor hovedformålet var at sikre, at det, man opfattede som et skrøbeligt naturfolk, blev afsondret fra omverdenen og fortsatte sin levevis som semi-nomadiske fangere af havpattedyr.  Det havde kolonimagten en økonomisk interesse i, fordi spæk og tran fra især sæler var en attraktiv handelsvare; men projektet blev også forstået som et paternalistisk kulturbevaringsprojekt. ’Til gavn for Grønland -til ære for Danmark’, som det hed i første halvdel af det 20 århundrede.[3] I den relation var der også indbygget en god portion afmagt; ikke mindst for den uddannede, politiske elite i Grønland, der i 1930erne pressede på for, at Grønland blev lukket ind i den moderne verden.

En verdenskrig, der bragte 6.000 amerikanske tropper til Grønland og en imperiekritisk mellemstatslig organisation til verden, betød sammen med de grønlandske krav om en ny retning, at Danmark foretog en dramatisk U-vending, og begyndte en systematisk – og vel nok forhastet – moderniseringspolitik. Det nye Grønlands økonomiske basis skulle være det moderne industrifiskeri, og det krævede en befolkning, der boede koncentreret i færre, men større byer. Moderniseringen krævede også – mente man – prioritering af det danske sprog og tilførsel af et større antal danske arbejdere, der måtte gives en højere løn end grønlændere. Den udvikling fremkaldte også afmagt. Ikke hos en politisk elite, der følte sig lukket inde i et etnografisk museum; men i en befolkning der følte sig kørt over af en statsligt dikteret udvikling og som andenrangsborgere i eget land.[4] Udviklingen kaldte imidlertid også på modmagt, for fra midten af 1960erne udviklede en ny grønlandsk elite tanker, ønsker og krav om en udvikling bort fra daniserings-bestræbelserne og hen imod et mere grønlandsk Grønland.[5]

Det er de følelser af afmagt der var indlejret i de udviklinger, jeg håber at kunne afdække og undersøge i mit bidrag til afmagt.dk. Jeg arbejder i øjeblikket på at udforme et projekt, som sammen med grønlandske samskabelsespartnere vil bidrage til en dybere forståelse af de former for afmagt, der knyttede sig moderniseringspolitikken mellem 1950 og 1979.

Lad mig i mellemtiden trække en linje tilbage til ’Slave af Danmark’ og den atlantiske kolonialisme. For selv om afmagtens manifestationer er mangfoldige og foranderlige gennem (koloni-)historien, så er der mønstre. For også under moderniseringsbestræbelserne i Grønland brød man nære relationer. Ganske vist blev de efterhånden velkendte 22 grønlandske børn i 1951 fjernet fra deres forældre i ’den bedste mening’ for at tjene som rollemodeller i daniseringen af Grønland – de skulle hverken være rå arbejdskraft eller eksotisk legetøj hos en fjern regent.[6] Men alligevel … en følelsen af afmagt forbinder de to situationer.