”Den eneste menneskelige vej til magt er afmagt” skriver Inger Christensen, Ole Thyssen og Niels I. Meyer i deres forord til et temanummer om vækst i Skriftrækken Krise og Utopi, der udkommer på Gyldendal i 1979. Jeg stødte på tidsskriftet, fordi jeg var interesseret i Inger Christensens essays, dvs. deres oprindelige kontekst, selvom de også er samlet i en bogudgave udgivet på Gyldendal mange år senere.

Christensens og hendes medforfatteres ærinde i 1979 er at ændre samfundet igennem skriften, sproget, poesien. F.eks. må ”ordene vækst, arbejde, energi, samfund rives ud af de økonomiske maskiners skrift og gengives deres rette værd, som er den værdi, vi er blevet enige om at tillægge dem. Vi, som mennesker, og ikke som mennesker, der lader som om vi ikke er mennesker. For værdi er et forhold mellem mennesker.” Tanken er velsagtens, at man ved at demontere ordene kan få dem til at blomstre på ny. Tænk på ordet ”Vækst”, hvis det er løsrevet fra kapitalen. Eller bedre endnu: Det at ”vækste”, der lyder så fælt, at jeg næppe behøver at kommentere det her.

I dag trækker man muligvis en smule på smilebåndet over den utopiske tone, fremtidshåbet på skriftens vegne, opgøret med væksten, som det lyder anno 1979. Dels fordi vi aldrig fik bugt med denne, og den f.eks. stadig er en afgørende faktor ift. klimakrisen. Dels fordi utopien i manges øjne i dag er afløst af dystopien. Vi kommer f.eks. ikke til at løse klimakrisen. Vi kommer højest til at leve med den.

Men netop pga. den afmægtighed, der ligger i den erkendelse, kan der også være en pointe i at dvæle ved den afmagt, der kan ligge i sproget og muligvis også dystopien. ”Vi må bringe ordene tilbage til deres afmagt, som også er vores”, skriver de tre forfattere. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det især er Christensen, som her ikke blot spiller med sproget, men også dvæler ved en fundamental poetisk erkendelse. Vi kender den fra en af de smukkeste danske salmer, nemlig Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, hvor vi hører om alle kongerne, der går frem på rad i deres magt og vælde, men ikke magter at sætte det mindste blad på en nælde. Senere hører vi i samme salme om, hvordan jeget slår sig selv for munden, når det går blandt blomsterne og fuglesangen på engen. Ordene rækker ikke. De føles tomme, når man står overfor skaberværket, men man forsøger alligevel at formulere noget. Det er ofte sådan poesi opstår. I afmagt.

Men der ligger også en politisk bevidsthed i den afmagt. Kun igennem den kan vi erfare, hvor små vi er. Eller at vi er en del af noget, som er større end os. At vi har ordet i vores magt, som det hedder, betyder ikke, at det kun er os, det hele handler om. Værdi er ikke kun et forhold mellem mennesker. Det er også et forhold mellem menneske og natur. Inger Christensen havde blik for dette forhold på en måde som stadig er aktuel. At menneskeliv ikke nødvendigvis er tilforordnet mere i forhold til jordens ressourcer end andre former for liv. Hendes digtning handler derfor også om den ydmyghed, der kræves. Derfor søger hun også en digtning, der nærmest taler for sig selv. Som om den knap nok er skrevet af et menneske. Som om det blot er sproget, vi hører, men ikke nødvendigvis nogen, der taler det. Det skal altså tale for sig selv. Fx dette digt L-digt fra alfabet (1981):

livet, luften vi indånder findes

en lethed i alt, en lighed i alt,

en ligning, et åbent bevægeligt udsagn

i alt, og mens træ efter træ bruser op i

den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab

i alt, som fandtes der til luftens leg med

den faldende manna en enkel principtegning,

enkel som når lykken har masser af mad

og ulykken ingen, enkel som når længslen

har masser af veje og lidelsen ingen,

enkel som den hellige lotus er enkel

fordi den kan spises, en tegning så enkel

som når latteren tegner dit ansigt i luft

Når jeg læser digtet, hører eller læser jeg det ligesom i rytmiske sekvenser. Første vers består i mine øjne fx af tre sekvenser ”livet, luften”, ”vi indånder” og ”findes”. At åbne digtet ved at kontrastere de to ord ”livet, luften” er i sig selv smukt. Siger man ordene for sig selv, bemærker man måske, hvordan ens mund først laver en vertikal og derefter en horisontal bevægelse i henholdsvis en streng og en blød, luftig lyd.  Allerede de to ord rummer digtet i kim, synes jeg. Digtet som en blanding mellem liv og luft. Og resten af teksten som et vindpust ind i ordene. Eller måske et åndedrag. Som den østrigske digter Rainer Maria Rilke siger det på uforglemmeligt smukt tysk, så er det digtet, der trækker vejret: ”Atmen, du unsichtbares Gedicht”. I øvrigt en forfatter som Inger Christensen satte højt. Intet under at forfatteren Madame Nielsen på et tidspunkt skrev følgende på sin Facebookprofil ”I det danske sprog er der Inger Christensen. Og så er der alle os andre. Amen.”

Men jeg tror, at Inger Christensens måde at digte på, handler om afmagt. Hun bruger afmagten som et afsæt. Til at gøre sproget mere end menneskeligt, til at få det til at lyde som noget på én gang fremmed og velkendt. En anekdote fortæller, at hun skrev digtsamlingen det (1969) efter at have tømt sig selv fuldstændig for ord i romanen Azorno (1967). Da hun havde afleveret manuskriptet til Azorno, skrev hun ganske simpelt: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det.” Hermed så digtsamlingen det, som også er et hovedværk i nyere dansk litteratur, pludselig dagens lys.

Disse tanker er også årsagen til, at jeg til en af de workshops, som jeg stod for i et workshopforløb arrangeret i regi af Afmagt.dk, havde taget begyndelseslinjerne fra det med til de unge deltagere. Jeg bad dem således om at skrive videre på afmagten, der ligger i åbningslinjerne på det. Men også om at være opmærksom på potentialet, der kan ligge i den afmagt. En af de unge, Esther, skrev følgende:

Det. Det var det. Så er det begyndt. Og begyndt på ny. Det nye fortsætter. Bliver regelmæssigt. Fast. Bliver gammelt. Og så begyndelser. Og så det nye. Og pludselig mister det gamle værdi. For det nye er kun det rigtige hvis det er bedre, mere værdifuldt end det gamle. Det tidligere. De hidtidige kærester som en lang række spørgsmål. Det nye som den rigtige beslutning og den rigtige slutning. Dit og vores liv som en række uheld og beslutninger. Det nye. Det gamle. Det evige. Solen. Vi kan ikke være evige. Vi mister værdi mens noget andet end os vækster. En usynlig hånd, der tager værdi fra alt andet. Alt os. Vi står som vores egen art og prøver at holde fast i begyndelsen. Supermarkedet som en lang række behov. En lang kø af mennesker. Og sammen med minutterne mister vi noget derinde. Vi vil ud. Vi snakker om, at vi savner skoven. Vi aer hinandens rygge og spørger: “Hvordan kan du være så blød?”. Vi tænker på, hvad vi har afsluttet.

Da Esther læste sit digt højt til workshoppen, blev jeg rørt. Det blev jeg mange gange undervejs. Disse unge mennesker, som vi havde samlet omkring litteraturen gav mig håb. Både på litteraturens og klodens vegne, hvis man må have lov til at sige det på den måde.

I samarbejde med Læseforeningen og Skrivekunstskolen faciliterede Dennis, der er postdoc på AU, og jeg i februar måned 2025 således et skrive- og læseforløb på Godsbanen i Århus for unge mellem 15 og 29 år med en særlig interesse for litteratur. Titlen på forløbet var ”Ung, skrivende, læsende i en verden der brænder”. 45 personer ansøgte, men vi blev nødt til at vælge 15 unge ud.

Gennem litteraturlæsning og skriveøvelser udforskede vi mandag efter mandag afmagtsfølelser i mødet med klimakrisen – hvordan litteraturen kan give sprog til det, der ellers kan føles afmægtigt. Deltagerne læste og diskuterede udvalgte tekster, skabte deres egne litterære tekster og fik inspiration fra forfatter Rasmus Theisen, der lavede skriveøvelser med gruppen, ligesom vi også havde besøg af professor Steen Ledet Christiansen fra AAU, der bl.a. fortalte om Weird Fiction og lavede skriveøvelser med de unge.

Forløbet kulminerede med en rørende afslutning med oplæsning, bobler og en fælles tryksag med navnet AFMAGT skabt i samarbejde med billedkunstner Kristian Johansen fra Det Rullende Trykkeri.

Her sidder jeg så tilbage med noter, billeder, tekster, evalueringer og overvejer afmægtigt, hvordan det alt sammen skal blive til en lille bog om afmagt, unge, litteratur og klima? Imens kan jeg så tænke endnu mere over Esthers fantastiske linje fra digtet ovenfor: ”Vi står som vores egen art og prøver at holde fast i begyndelsen”.

Det. Det var det. Så er det begyndt.