I mit første blogindlæg om alenehed, kræft og afmagt beskrev jeg afmagt som en erfaring af at miste fodfæste. Når vi på dansk siger, at en person har mistet fodfæste, henviser vi som regel til eksistentielle eller livsomvæltende situationer, hvor det bliver svært at orientere sig eller finde vej i livet. At miste fæste er at miste det stabile udgangspunkt, der har givet livet retning og skabt en fornemmelse af, at man kan navigere i verden (Stevenson 2019). At miste fodfæste er altså ikke blot et tab af kropslig balance, men en erfaring, der afslører noget grundlæggende ved det at være menneske: at vi står i et levende, gensidigt forhold til verden.

Det er den grundidé om afmagt, som en form for orienteringsbrud og dens modbegreb, handlekraft jeg vil begynde at udfolde i denne blog. Det gør jeg med inspiration fra sociologen Hartmut Rosa, antropologen Victor Turner og kulturteoretiker og kritisk feminist, Sara Ahmed. De hjælper mig med som udgangspunkt at forstå afmagt og handlekraft som relationsmodi, altså måder at være i verden på, der opstår i relationen mellem menneske og omverden. Afmagt og handlekraft er derfor ikke blot følelser eller indre tilstande, der opstår isoleret i det enkelte menneske. Det er snarere erfaringer, der formes i mødet med verden.

Der findes ikke en stor og velafgrænset litteratur om afmagt. Da vi påbegyndte afmagtsprojektet måtte vi derfor også begynde at overveje, hvem der kunne hjælpe os med at beskrive og begribe afmagtserfaringer. Hvilke begreber findes der? Hvem har tænkt over eller skrevet om noget, der ligner afmagt? Jeg genlæste blandt andet den tyske sociolog Hartmut Rosas bog Resonans, En sociologi om forholdet til verden (2021(2016)), da jeg var nysgerrig på, om hans forståelse fremmedgørelse kunne hjælpe mig videre. Og her opdagede jeg, at det kan være frugtbart at tænke over afmagt, ved at indkredse hvad det ikke er.

­

Forstummer verden?

Rosa beskriver fremmedgørelse som resonansens modsætning (2021, 199). Resonans er en erfaring af at stå i et levende, gensidigt og responsivt forhold til verden. Det er en erfaring der opstår, når verden svarer én og betegner, som Rosa skriver, ”(…) et gensidigt svarforhold, ved hvilket subjekterne ikke bare lader sig berøre, men for deres vedkommende og på samme tid formår at berøre, dvs. aktivt at nå verden” (2021, 184). Rosa bruger ofte billeder som stemmegafler (2021, 184) eller vibrerende tråde (2021, 190), når han skal forklare hvad han mener med resonanserfaringer. Det er billeder der skal hjælpe os med at forstå resonanserfaringernes relationelle karakter, som noget, der opstår i svingningerne imellem subjekt og verden, og som er gensidigt konstituerende. Med gensidigt konstituerende mener Rosa ikke at resonanserfaringer er en slags ekko. Menneskers erfaringer af verden er ikke spejlinger af verden. Stemmegaflens gafler vibrerer netop forskelligt og med mulighed for det, som Rosa kalder ”egensvingning” (2021, 194). Resonans opstår når både verden og menneske har en stemme (husk gaffelmetaforen), og at de trods relationen forbliver ”situativt forskellige” (2021, 174). Og så nærmer vi os noget centralt. Hos Rosa er resonans nemlig en relations kvalitet (2021, 191), det er en erfaring, som mennesker efterstræber, bl.a. fordi den indebærer en oplevelse af, at verden er tilgængelig og efterlader plads til en form for egen formåen (2021, 187). Mennesket er altså ”eksistentielt karakteriseret ved trangen til resonansrelationer”, siger Rosa (2021, 200). Men selvom resonanserfaringer er efterstræbelsesværdige er de ikke nødvendigvis er forbundet med harmoni, glæde eller lykke. Mennesker kan også opleve resonans når de er i sorg eller når de som Niels i min første blog, gennemgår svære sygdomsforløb og er meget alene. De skal blot opleve at verden svarer dem, og at der er plads til egensvingning, altså en eller anden form for ageren eller handlen, eller egen formåen, som Rosa også nogle gange kalder det.

Og det er når verden stopper med at svare, der opstår fremmedgørelse. Fremmedgørelse er resonanserfaringens modsætning, siger Rosa. Den opstår når verden opleves som indifferent eller endda fjendtlig (2021, 208–209). Det er en ”erfaring af verden, hvor subjektet oplever sin egen krop, sine egne følelser, den tingslige og naturlige omverden eller de sociale interaktionskontekster som udvortes, usammenhængende og ikke-responsive eller som stumme” (2021, 208-9). Det er en verdensrelation, hvor forbindelsen mellem subjekt og verden er brudt; den levende gensidighed er ophørt.

Man skal ikke forveksle fremmedgørelse med social isolation eller marginalisering. Når et menneske oplever sig fremmedgjort, betyder det ikke nødvendigvis, siger Rosa, at hun ikke har relationer, eller et job, eller en arbejdsplads, eller et hjem. Man kan godt være rig på både penge og venner og føle sig fremmedgjort. Fremmedgørelse betyder, at éns plads i livet er holdt op med at ”sige én noget” og den kan endda også ”fremstå truende” (2021, 208). Fremmedgørelseserfaringer kan, siger Rosa, ”bestemmes som en dæmpningsproces, hvor de involveredes egensvingning ikke forstærkes, men svækkes og forstyrres”. Subjekt og verden efterlades stumme overfor hinanden.

­

Når verden trænger sig på og larmer

Rosa nævner bl.a. depression og udbrændthed som radikale former for fremmedgørelse, og det skyldes måske mit felt eller, at min forskningstematik er en anden end Rosas, men jeg ikke kan genkende eller genfinde situationer, hvor relationen mellem mine informanter og verden forstummer.

Når Niels, som jeg beskrev i mit første blogindlæg, modtager breve fra hospitalet som han ikke kan forstå, eller tøver med at dele sine sygdomserfaringer med sin kæreste, Karen, for at ”passe på hende”, og kæmper med at være en person ”der kan klare sig selv” oplever han ikke at verden er tavs. Relationen mellem Niels og verden er heller ikke brudt. Tværtimod, så trænger verden sig på i en form, der desorienterer og destabiliserer. Niels har svært ved at finde hoved- og hale i de mange, lange og uforståelige breve han modtager fra hospitalet, og han skal kæmpe med at finde ud af, hvordan han kommer godt igennem sit sygdomsforløb med sin værdighed og sine relationer i behold.

Niels’ afmagtserfaringer afspejler heller ikke nødvendigvis en truende verden. Han mødes for det meste af hjælpsomhed og omsorg, både af de frivillige fra Kræftens Bekæmpelse der hjælper ham, men også fra portører og andre sundhedsprofessionelle på hospitalet. Niels kommer ofte på hospitalet, og mange gange bliver han genkendt og mødt med godt humør. Dertil er det en kærlighedshandling når han forsøger at skåne Karen og ”holde det sådan lidt hemmeligt for hende”, at han har lungekræft. Men han har svært ved at finde vej i det hele, og han kan være frustreret og ængstelig, eller afmægtig, når han skal finde ud af, hvordan han kommer frem til hospitalet i tide, eller hvordan han kan passe på sig selv og sin behandling, samtidig med, at han passer på Karen. Som jeg skrev i det første blogindlæg om Niels, er hans afmagtserfaringer ofte sammensatte eller paradoksale fordi de opstår i mødet mellem selvstændighed og afhængighed og svigt og omsorg og kærlighed: Krav, forventninger behov og ønsker der trænger sig på i en forvirrende blanding.

Inspireret af Rosa foreslår jeg derfor at vi forstår afmagt som en modus af verdensrelationen, men som det modsatte af fremmedgørelse, forstået som fraværet af kontakt mellem subjekt og verden. Afmagtserfaringer er snarere karakteriseret ved at verden trænger sig på. Den larmer og støjer og den er desorienterende. I afmagtserfaringer er verden det modsatte af u-hørbar og intetsigende; tværtimod kan den blive for meget; uden klarhed, uden retning. Og den kan godt på én gang være retningsløs OG fuld af omsorg og kærlighed. I første omgang kan vi altså definere afmagt sådan:

Afmagt 1: En relations-modus karakteriseret ved en erfaring af at verden trænger sig på; verden er ikke stum men larmende, ikke fraværende, men forstyrrende nærværende

For at nuancere definitionen vil jeg yderligere bestemme afmagt som det Sara Ahmed kalder desorienteringer og uddybe med Victor Turner’s liminalitetsbegreb.

­

Afmagt som desorientering

I Queer Phenomenology (2006) introducerer Sara Ahmed begrebet orienteringer for at beskrive, hvordan mennesker ikke blot eksisterer i rum, men altid allerede er orienteret i dem kropsligt, socialt og eksistentielt. At være orienteret betyder at være vendt mod bestemte objekter, normer og værdier, som former (men ikke determinerer) den enkeltes retning i samt erfaring af verden. Disse orienteringer er ikke blot individuelle valg eller muligheder. De kommer snarere til syne som erfaringer der opstår i mødet med temporale, sociale og materielle strukturer, der trækker mod bestemte måder at bevæge sig, tænke og føle på. Ahmed skriver:

We do not acquire our orientations just because we find things here or there; we acquire our orientations depending on which way we turn, which affects what we can do, where we can go, and what we can reach (2006, 543).

Med orientering følger muligheden for desorientering. Ahmed omtaler det at være desorienteret som ”queer moments” (2006, 544). Menneskelige erfaringer er fyldt med ”queer moments”; øjeblikke og situationer, hvor det overvældet af desorientering og ofte i erkendelse af egen forgængelighed må kæmpe med at genvinde fodfæste; eller det som Ahmed med henvisning til Merleau-Ponty kalder ”at stå oprejst”. Ahmeds brug af queer henviser derfor ikke kun til seksuel identitet, men til en mere generisk måde at erfare verden på som bryder med det normative. Desorientering er en erfaring af at være ”out of line” (2006, 557). Det kan være i forhold til seksualitet, men også i forhold til etnicitet, køn, social klasse, og som hos Niels, det vi lidt upræcist kan forstå som funktionsevne, eller andre former for subjektiv diversitet (autisme, demens, svage kroppe). Desorientering er således ikke bare en individuel oplevelse, men en situeret erfaring, der afslører de strukturelle og politiske betingelser for, hvem der kan orientere sig og hvordan. Når Ahmed taler om at være ”out of line”, peger hun på, hvordan normer for køn, seksualitet, etnicitet, funktionsevne og klasse former de linjer, vi forventes at (kunne) følge. Niels’ vanskeligheder med at læse og hans svigtende syn gør det svært for ham at navigere i et sundhedsvæsen, der er struktureret omkring bestemte kropslige og kognitive forudsætninger; dem, der kan se, læse, bevæge sig og finde rundt i komplekse systemer. Hans afmagt er derfor ikke hans alene, men et symptom på et system, der er orienteret mod bestemte former for funktionalitet.

I Ahmeds perspektiv bliver Niels’ erfaring af afmagt altså en politisk fænomenologisk begivenhed; en desorientering, der afslører, hvordan verden er givet (og erfares!) på måder, der ikke er neutrale, men normativt og materielt strukturerede. Niels kan ikke bebo verden (2006, 570) som befordret. Ikke fordi Niels fejler, men fordi verden er indrettet på måder, der ekskluderer den måde han er socialt og kropsligt situeret i verden på. Desorienteringsbegrebet hjælper os altså med at forstå, at der vil være forskel på hvilke konkrete afmagtserfaringer der opstår i forskellige liv og livssituationer. Og her ligger også afmagtens dobbelte karakter: Den er både en eksistentiel og en politisk erfaring. Eksistentiel, fordi den ryster menneskers grundlæggende orientering i verden. Politisk, fordi disse orienteringer altid er kropsligt og socialt situerede, altså formet af normer, strukturer og magtforhold. Nu kan vi altså uddybe definitionen af afmagt sådan her:

Afmagt 2: En relations-modus karakteriseret ved en erfaring af at verden trænger sig på som desorienterende

Slutteligt vil jeg ved at tilføje Turners liminalitetsbegreb beskrive hvordan afmagt også kan være transformativ og en kilde til handlen.

­

Afmagt kan være en kilde til handling

Afmagtserfaringer er karakteriseret ved en verden der trænger sig på og ved desorientering, men de er ikke nødvendigvis præget af fravær af handling. For at indfange dette trækker jeg på Victor Turners forståelse af liminalitet (1967). Ifølge Turner betegner liminalitet en overgang, eller et op-brud, hvor individet befinder sig ”betwixt and between” (1967, 97) de sociale strukturer, der normalt orienterer sociale positioner og handlinger. Det liminale betegner en tilstand, hvor det velkendte er sat ud af kraft, det er en tærskeltilstand (limes på græsk betyder tærskel) præget af usikkerhed og ”usynlighed” (1997, 95). Og det er det forhold at det eksisterende er sat ud af kræft, der bærer i sig et potentiale. Den liminale situation er ikke blot et tomrum, men et mulighedsrum, hvor nye former for relationer, erkendelser og praksisser kan udforskes. Victor Turner anvender begrebet i sine analyser af overgangsritualer, der i en dansk kontekst tæller konfirmationer og bryllupper; altså situationer, hvor mennesker træder ind i nye livsfaser eller livssituationer. Men det liminale kan også hjælpe os med at forstå andre former for brud og forandringer: Hvordan det opleves at blive syg med kræft, for eksempel, og det transformative og udforskende potentiale, der opstår i erkendelsen af egen forgængelighed eller i mødet med opbruddets eller tærsklens ofte bizarre ”symboler og tegn” (1967, 96-97). Når Niels ringer til mig og beder om hjælp med at tolke de bizarre breve fra hospitalet, er det ikke et udtryk for afhængighed eller passivitet. Det kan også forstås som en handling, der udspringer af at han skal forholde sig til en masse nye ting, hvor vante orienteringspunkter ikke længere fungerer. Niels bliver ofte overvældet og afmægtig, men han har også gjort det til en vane at række ud til venner, frivillige, og nu også til mig, og bede om hjælp. Betydningen af Niels relationer udforskes dermed igennem hans afmagtserfaringer, og de giver ham mulighed for at erfare sig selv som et handlende menneske, og ”som én der kan klare sig selv”, hvilket er vigtigt for ham. Niels ved, hvornår han har brug for hjælp, og det handler han på ved at række ud.

Ved at forstå afmagtserfaringer som desorienterende og som under indflydelse af det jeg her kalder liminale dynamikker, er det altså muligt at få øje på dens transformative potentiale. Og vigtigt, så hjælper det perspektiv mig med at undgå at reducere mennesker som Niels til passive ofre. Vi kan nu definere afmagt som:

Afmagt 3: En relations-modus karakteriseret ved en erfaring af at verden trænger sig på som desorienterende og præget af liminale dynamikker

­

Afmagtens medbegreb

I dette perspektiv bliver handlekraft altså et centralt medbegreb. Ikke kun som modsætning til afmagt, men som noget der kan opstå igennem afmagten. Handlekraft er, som Niels lærer os, evnen til at respondere, til at genoprette orienteringen. Det er en transformativ respons på en verden der larmer, støjer og trænger sig på, og der er et flygtigt forhold mellem afmagt og handlekraft. Altså, de kan følge hurtigt efter og afføde hinanden. Men hvis handlekraft er afmagtens medbegreb, hvad så med magt? Er det ikke mere korrekt at beskrive magt som afmagtens modbegreb? Nej, afmagt er ikke det modsatte af at være magtfuld. For selvom magt i Michel Foucaults forstand, som relationel og distribueret, spiller ind (som det gør i Ahmed’s orienteringsbegreb), er det ikke magtens fravær, men måske snarere magtens forvirrede tilstedeværelse, der kendetegner afmagts- og handlekraftserfaringer. Magten er der, som en forventning om, at man kan læse, at man kan bede om hjælp og selv finde rundt i et kompliceret sundhedsvæsen, men den er ikke en kilde til afmagt, hvis man kan orientere sig i den. Dermed er handlekraft ikke at tage magten tilbage; men snarer at (gen-)finde og udforske nye måder at være i verden på.

Jeg har nu arbejdsdefinitioner af afmagt og handlekraft, der ser sådan ud, og som kan forfølges i mit arbejde med mennesker, der bor alene og er ramt af kræft.

Afmagt er en relations-modus karakteriseret ved en erfaring af at verden trænger sig på som desorienterende og præget af liminale dynamikker	Handlekraft er en relations-modus karakteriseret ved en erfaring af orientering (at kunne finde vej) og transformativ respons (at kunne handle på verden)
Verden erfares som larmende og retnings-løs. Den trænger sig på	Verden erfares som noget, man kan respondere på, være i og skabe mening i
Afmagtserfaringer kan være præget af limimale dynamikker; opbrud, overgange, nye situationer, hvor tidligere orienteringer ikke længere fungerer	Handlekraft kan opstå i og gennem afmagten som en transformativ mulighed (f.eks. at række ud, forstærke relationer, finde nye måder at være til på), og som gen-orientering
Afmagt og handlekraft er situerede, og kan opleves forskelligt på tværs af køn, etnicitet, subjektiv diversitet og sociale situation, og de er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger

---

• Ahmed, Sara. “Orientations: Toward a Queer Phenomenology.” GLQ, vol. 12, no. 4, 2006, pp. 543–74, https://doi.org/10.1215/10642684-2006-002.
• Rosa, Hartmut (2021/2016). Resonans : en sociologi om forholdet til verden. 1. udgave., Eksistensen, 2021.
• Stevenson, Lisa. Life beside Itself : Imagining Care in the Canadian Arctic. University of California Press, 2018.
• Turner, Victor. (1967) “Betwixt and Between: The Liminal Period in Rites de Passage”, in The Forest of Symbols, New York: Cornell University Press.