Byens musik – et spørgsmål om afmagt? Samtale 2: Byens kvindemusik

I tre offentlige samtaler på jazzværtshuset Bent J i Den Gamle By genbesøger historiker Bertel Nygaard 1970’ernes aarhusianske musikliv

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Mandag 15. september 2025,  kl. 17:15 - 19:00

Sted

Bent J i Den Gamle By, Aarhus

Før 1980’ernes store aarhusianske popsucceser fik byen et stort og frugtbart miljø omkring den rytmiske musik. Musikmiljøet var en del af byens forandringer og forhåbninger. Her var håb om bedre liv i bedre samfund med flere farver og federe rytmer, men også skrig af fortvivlelse.

Den nye musik flød nemlig ikke kun med strømmen, men også imod den. Og meget af det, musikere, publikum og arrangører ville med musikken viste sig at være svært. Følelser af afmagt lurede i kulissen, og indimellem indtog de også selve scenen.

I tre offentlige samtaler på jazzværtshuset Bent J i Den Gamle By genbesøger historiker Bertel Nygaard 1970’ernes aarhusianske musikliv sammen med inviterede gæster fra dengang. Med musik, billeder og stemmer fra dengang kaster de sammen nyt lys på musikken, byen, magten og afmagten i et historisk lys. Det kan ikke blot gøre os klogere på 1970’erne, men også på Aarhus og musikkens væsen.

Det vil være muligt at købe forfriskninger af traditionel art i Bent J’s bar.

Entré (50 kr. pr. arrangement) købes gennem Den Gamle Bys webhandel (udsolgt)

*******

 

Helst skulle alle blive gode musikere, ”men fan’me ikke for enhver pris,” skrev den århusianske kvindemusiker Ellen Enggaard i 1978 til musiktidsskriftet modspil. ”Vi må ikke tabe tekstindholdet, sangglæden, kontakten med hinanden og publikum og det pædagogiske element, der ligger i at vise andre kvinder, at vi kvinder godt kan få musikken til at fungere, og at alle kan deltage.” Der gemmer sig en fortrængt verden af fremtidsdrømme og samfundskritik i de små sætninger. Gennem en samtale med to repræsentanter for hver sin gren af 1970’ernes århusianske kvindepolitiske musikmiljø prøver vi at blive klogere på den verden, og hvad vi kan lære af den i dag.

Samtalepartnere:

  • Ellen Enggaard (MuSoc, Røde Wilma)
  • Bente Holt Knudsen (Sonjas Søstre)
  • Astrid Elbek (Shit & Chanel)