For nogle år siden lavede jeg et samarbejde med det onlinefællesskab for mennesker med en eller flere kroniske sygdomme, som også er min partner i afmagtsprojektet. De kalder sig ’Kroniske Influencers’ – et navn som bringer to felter sammen, som mange nok normalt betragter som adskilte: Det at være kronisk syg og det at bruge sociale medier til at ’influere’ verden. Gruppen har i dag ca. 10.000 følgere på Instagram, hvor ‘kronikere’ deler erfaringer, fortællinger og planlægger aktiviterer on- og offline.

I det tidligere samarbejde fokuserede vi ikke på at forstå afmagt, men på følelsen af skam. Det vil sige på, hvorfor og over for hvem man som kronisk syg kan komme til at føle sig skamfuld. Resultaterne er publiceret i en artikel i tidsskriftet Body & Society med titlen ”Shame, Chronic Illness and Participatory Storytelling”.

Materialet, som blev analyseret i artiklen, var personlige fortællinger om sygdom og skam, som fællesskabets brugere frivilligt havde delt med mig. Langt de fleste var skrevet af kvinder. Mange af fortællingerne handlede om at have en krop, der manglede energi, måtte melde fra, og som for hurtigt blev påvirket af verden og ikke kunne spille de forventede roller. Noget af det, der overraskede mig ved mange af fortællingerne, var, at de slet ikke handlede om møder med fx myndigheder, læger eller kommunen, men i stedet om at skamme sig over for de allernærmeste. Altså partnere, børn, anden familie og venner.

Et par anonymiserede eksempler på tilsendte beskrivelser lød:

”Jeg skammer mig over ikke at kunne være den mor, jeg gerne vil være for mine 3 børn. Jeg skammer mig også over ikke at kunne være den hustru, jeg gerne vil være for min mand. Jeg arbejder som skolelærer på fuldtid, og jeg bruger al min energi på arbejdet, fordi jeg nemlig vil være ligesom alle andre. Jeg forsøger at følge med, men jeg skal hele tiden vælge mellem mig selv og familien eller arbejdet. Jeg forsøger så godt, jeg kan, men jeg føler hele tiden, jeg drukner. Jeg har sjældent overskud til sociale arrangementer, og der er røget venskaber på den konto. Folk har svært ved at forstå, jeg er syg, fordi jeg ikke ser syg ud. Det er svært. Jeg skal hele tiden økonomisere med min energi. Jeg har fatique, og jeg glemmer ting hele tiden. Jeg kan gå i stå midt i en sætning, fordi jeg glemmer, hvad jeg vil sige, og fordi ordene er lang tid om at finde vej. Jeg er dagligt tynget af skammen over alt det, jeg gerne vil, men jeg ikke kan”.

”Jeg har også svært ved at rumme andres sygdom/ulykke/triste skæbner – rationelt ved jeg godt, at det er fordi mit bæger er fyldt op af egne oplevelser, men føler skam over ikke at kunne rumme andre, der også har mange udfordringer. Det føler jeg, at jeg burde kunne”.

”Jeg skammer mig over at være førtidspensionist på offentlig forsørgelse. Jeg skammer mig over for mine børn og min mand, når jeg somme tider er for træt til at være med/tage del. Jeg skammer mig over at være hende, der går hjemme, mens andre knokler på deres job. Jeg skammer mig over at sove midt på dagen. Jeg skammer mig over at have brug for hjælp oftere end normalt. Faktisk kaster min kroniske sygdom så meget skam af sig, at jeg næsten skammer mig dagligt”.

Der var også en del, der skrev, at de slet ikke skammede sig over deres sygdom og måske lettere kunne føle vrede eller frustration i særlige situationer, eller at de fandt støtte i at kommunikere med andre kronikere, hvilket kunne være med til at nedtone skammen. Flere nævnte også, at de ikke følte skam over deres sygdom, fordi de ikke følte, at de kunne tage ansvar for dens ankomst til deres liv. Fx:

”Jeg føler ikke skam over ting, jeg ikke selv har ansvaret for”.

Og hvad har disse skamfortællinger så med afmagt at gøre? En af meget få danske forskningsartikler om afmagt er skrevet af den danske ph.d. i psykologi, Joachim Meier. Han kobler afmagt til skam ved at beskrive skam som en af flere følelsesmæssige reaktioner på en afmagtserfaring. Meier vover pelsen og foreslår, at den korteste formel for afmagt er ”ansvar uden magt” (2023, s. 6) og knytter afmagt til oplevelser af ”fastlåsthed, svære vilkår, krydspres, handlingslammelse og tvivl” (s. 4). Meier arbejder mere konkret med afmagt i organisationer og argumenterer for, at afmagt er tabuiseret og ofte ordløs, fordi vi i samfundet priser kontrol og overblik – så meget, at selv psykologien har lidt af en form for afmagtsglemsel.

Ifølge Meier er afmagt på mange måder et eksistentielt vilkår, fordi ”mennesket er underlagt betingelser, som det ikke selv har skabt eller magt over” (s. 6). Derfor må man også skelne mellem den almenmenneskelige og den mere problematiske afmagt, som opstår, når mennesker ”oplever ikke at kunne kontrollere eller yde indflydelse på betydningsfulde aspekter af deres liv og samtidig oplever, at de burde kunne kontrollere eller yde indflydelse på disse aspekter” (s. 6). Problemet opstår altså, når ‘burde kunne’ mødes med ‘ikke at kunne’.

Koblingen til skam? Meier foreslår, at mennesker kan reagere udadrettet eller indadrettet, når de oplever afmagt. Den indadrettede reaktion gør ”jeg burde, men kan ikke” til selvets egen skyld. Dermed ligger skammens oplevelse af ’at være en fejl’ lige for. Ansvar uden magt + internalisering = skam, hvis vi skal have endnu en formel. Den mere udadrettede reaktion kan i stedet føre til en intensiv jagt på de skyldige bag afmagtsfølelsen og måske endda til forråelse. Ofte kan disse indadrettede og udadrettede impulser komme til at kæmpe med hinanden i det enkelte individ. Skyldes afmagten mig selv eller de mennesker og systemer, som jeg omgiver mig med? Meier foreslår dog også, at afmagtsfølelsen kan være vigtig, fordi den – hvis vi som mennesker og kollektiver tør og kan – leder til vigtige diskussioner om uretfærdige vilkår eller nødvendige forandringer. På den måde kan afmagten blive et startskud til en samtale om forandring.

Hvis vi vender tilbage til de små skamberetninger om kronisk sygdom, kan man med Meier måske sige, at det netop er fortællinger om afmagt, der vendes indad. Afsendere føler et ansvar over for deres børn, partnere, kolleger osv. og tænker, at grunden til, at de har oplevelsen af at svigte dette ansvar, skal findes i deres fejlende selv og ikke ude i verden eller i samfundet. På den måde er afmagten måske også en slags seismograf, der registrerer dem og det, som vi føler et ansvar for, men som vi samtidig oplever, at vi ikke formår at tage ordentligt vare på. Og måske kommer der en interessant afmagtsforståelse og -analyse ud af at spørge, hvilket ansvar den enkelte føler, at vedkommende ikke kan handle på, hvorfor den oplevelse opstår – og samtidig være nysgerrig på, hvilke emotioner og affekter der vokser ud af afmagtserfaringen. Skam, vrede, hævn, kontrolbegær, entusiastisk forandringslyst eller noget helt andet? Og måske også, hvordan menneskers ressourcer og samfundsmæssige rammer, diskurser og uligheder spiller ind i forhold til, hvordan afmagt fører til forskellige affektive reaktioner.

Et af mine favoritcitater om skam er skrevet af den amerikanske psykolog og affektteoretiker Silvan Tomkins. Han skrev dette – for mange nok kontraintuitive – om skammen:

”Jeg mener, at giftigheden af skam er blevet stærkt overdrevet af skamteoretikere; skam er en rig følelse. Den opstår kun i konteksten af et stærkt bånd til den anden. Du kan ikke skamme dig, som sådan, medmindre du finder den anden spændende, elskelig eller fornøjelig på en eller anden måde, og du ønsker at opretholde det bånd. (...) Hvis du ser et ansigt, hvor skam er dominerende, kan du være sikker på én ting: det er et menneske med en positiv orientering – enten én, der føler meget kærlighed eller meget begejstring” (Tomkins, 1995, s. 148-149 (min oversættelse)).

Tomkins’ pointe er ikke, at det er rart at føle skam, men at skammen vil noget med verden, hvilket kommer til udtryk på forvrænget og smertefuld vis gennem oplevelsen af en brudt positiv interesse for andre. Det samme kan nok siges om afmagten. Den er langt fra behagelig, men kan forstås som en ’afbrudt villen’ – en afbrudt villen, som vel at mærke ikke altid behøver at lede til skam, men måske også til fx vrede eller krav om forandring.